Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmer Söderberg: Svensk litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
har skjænket os flere verker, som efter alt at dømme vil overleve
døgnets forbigaaende interesse. Det har ogsaa bragt os en overraskelse
og det en glædelig. Den svenske digtnings udpræget lyriske anlæg
har fra gammel tid udgjort baade dens styrke og dens begrænsning;
Strindberg, som nu desværre paa det nærmeste synes at være ude
af legen — dog ikke for bestandig, haaber jeg — er i hele vor
litteraturs historie det eneste store geni, som hidtil har gjort undtagelse
fra denne regel. Men blandt de betydelige verker, som aaret 1895
har bragt os, tilhører kun ét lyriken, nemlig Heidenstams ifjor vaar
udgivne Dikter i de andre falder indenfor prosaf’ortællingens og dramaets
omraade. Vi staar her ligeoverfor et af de pludselige, uventede kup,
hvorpaa den mere pittoreske end ensartet imponerende historie om
svensk aandsliv er saa rig. Udfaldet af ottiaarenes litterære
felttog bragte mange til at mistrøste om virkelighedslitteraturens fremtid
i dette verseskriveriets forjættede land; men siden man nu har frigjort
sig for de skoleregier og den polemiske tone, som inden det nu
skrinlagte tidsrum gjorde denne litteratur litterært tungt fordøielig, har man
tydeligvis grund til at haabe paa bedre dage, ogsaa for den — og
ogsaa hos os.
Kort sagt, det forløbne har vist, at det litterære liv i Sverige
for tiden pulserer saa sterkt og rigt, som det ikke har gjort paa
lang tid.
Men aaret har ogsaa bragt et tab.
Og inden jeg gaar over til at gjøre rede for de faktorer, af hvilke
den litterære stilling her, saadan som den nu er, er fremgaaet, vil jeg
med nogle faa ord søge at belyse Viktor Rydbergs fornemme og
stilfulde digterskikkelse.
Det er min overbevisning, at han som digter ikke var
overvurderet. Hans romaner fra 50 og 60 aarene, deriblandt den i sin tid
saa beundrede Siste citenciren, var ganske vist hverken ved deres kunst
eller deres idékreds af den art, som trodser tiden. Derimod er hans
første samling Dikter (1880) et monument i svensk poesi, kanske
ikke et af de allerstørste, men sikkert et af de varigste. Hans andeij
digtsamling (1891) staar ikke i alt, men dog i meget paa høide med
den første. Ingen nordisk digter har overtruffet Rydberg i den kunst
at omsætte spekulationens resultater i den lødigste poesi. Hans
tænkervemod lægger en mild sordin over alt, hvad han rører ved; af og til
flammer det op til tragisk høide, men en tragik, som ligger langt borte
fra handlingens verden og dens konflikter. Saavidt jeg ved, er
Rydbergs digte ikke meget kjendte og skattede udenfor Sverige; det
forbauser mig; ti han hører ikke til de mange svenske digtere, som i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
