Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmer Söderberg: Svensk litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
i disse aar et navn, som han endnu lever paa. Eallström,
Strind-bergsbohemen, Röda-rums-bohemen, den sidste mohikaner, var og er
endnu en frisk kjærlighedspoet, — men uden nogen særlig udpræget
personlighed; nu er han desuden ogsaa patriotisk festdigter og belønnet
med medaljen pro Uteris et art ilm s. af hvilken han dog ikke synes at
ha taget skade paa sin sjæl.
Til slut vil jeg minde om de døde: Anne Charlotte Edgren
og Viktoria Benedictsson (Ernst Ahlgren). Den tredje af de
•svenske forfatterinder, hvis navn havde god klang i ottiaarene, har nu
udviklet sig til humorist ä la fru Buchholtz.
Nuvel; hvad vilde denne falanks? hvad var dens bestræbelser, og
hvorlangt har den naaet?
De blandt dem, som var sterkest i troen, vilde skabe et nyt
samfund, hvad der imidlertid ved omstændighedernes magt indtil videre
-blev forhindret. De øvrige vilde skabe en ny litteratur.
Hvorvidt har dette lykkedes dem?
Naar undtages Strindbergs produktion, frembragte den svenske
realisme af ottiaarene ikke synderlig mange verker af blivende værd;
forsaavidt mislykkedes deres bestræbelser. Men hvad de opnaaede var,
at der lidt efter lidt skabtes et nyt publikum og en ny kritik; de
ryddede derigiennem vei for nittiaarene og deres mænd — og paa samme
tid ogsaa for sig selv: ti flesteparten har først i den nye æra og i
harmoni med den skrevet sine betydeligste bøger.
Det publikum og den kritik, som Strindberg for femten aar siden
havde at gjøre med — det er let at ane, hvilken modtagelse den vilde
havt i beredskab for en saa erklæret hedning og en saa aabenhjertig
sensualist som Heidenstam.
Det er sjelden, man i det svenske aandslivs historie har seet to
aartier vise saa paafaldende forskjellige og alligevel, dybere seet, ind_
byrdes saa lidet fiendtlige fysionomier som det foregaaende decennium
og det nuværende. De er begge i det hele og store ført frem af
den samme generation, og de kampe, som betegnede brydningen mellem
dem, var, i sammenligning med ottiaarenes krig paa kniven rnellçm
gammelt og nyt, at ligne med glade børns uskyldige leg eller en disput
for moros skyld mellem alderstegne, hos hvem der ikke længere
findes nogen reelle interesser, som kan blæse meningsforskjellighederne
op til lidenskab eller had. Den litterære partigruppering er faldt
bort. G-eijerstam, Levertin, Ola Hansson, Tor Hedberg — med sine
ungdomskampe tilhører de ottiaarene og deres idealer; men med
blomsten af sin produktion tilhører de vort decennium; og det eneste dogme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
