Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmer Söderberg: Svensk litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
gaar for fort, snart for sent, men som nødig viser borgerlig middeltid;
og er hans kraft saa sterk som hans vilje, saa dekreterer han rolig,
at det er tidens ur, ^om gaar galt, ikke hans. Epoke gjøres af den,
som i sit inderste har kjendt sig krænket af den herskende retning,
fordi den bød ham stene istedetfor brød, og som derfor ender med
at kaste den overende i den sfære, som ligger indenfor hans rækkevidde.
Det var ikke samtidens litteraturdrift, ikke virkelighedens apotheose,
som inderst havde fornærmet Heidenstam — skjønt den ganske vist
stemte lidet overens med hans natur — det var detaljens, bagatellens
apotheose. Det var specialismen. „Staub solist du essen und mit Lust",
kunde man sætte som dens motto.
Der gaar to paralelle strømninger gjennem Vjllfart och
vandringsår. I den ene, den mest iøienelaldende, og den, hvormed
digteren straks markerede sig i skarp silhouet mod den samtidige
skandinaviske litteraturs baggrund, var renæssancedraget det fremherskende:
larmende beruselse i livet, bisart og løssluppet humor og en trængsel
af billeder, hvis originalitet var høirøstet og forbløffende. Et udadvendt
malerøie, som tog i sin tjeneste et dristigt, farveskrigende apparat af
dragter og vaaben og farvet hud, af østens lande og østens sol, som
han kjendte saa godt; ti den havde i mange aar brunet hans egen
hud. Det var et nyt og fremmed liv, som snart lo og snart skræmte;
det var fuldt orkester. — Men den anden strømning er den, fra
hvilken man hører bruset af understrømmene i hans sjæl; den
repræsenteres af den del af bogen, som han har kaldt Ensamhetens tankar,
Renæssancetemperamentet er her veget for sjælsrefleksionen hos et
nutidsmenneske, som ligger længe vaagen om natten. Alle dagens
straalende syner blegner da for mindet om en for længe siden betraadt sti,
og udaf orkestrets larm løsriver sig en enkel, hvilende tone, der hvisker
som gransus. I disse enkle stemningsvers ligger gjemt det frø, hvoraf
det væsentligste af Heidenstams seneste digtning er spiret.
Endymion, den eneste bog af Heidenstam, som har været oversat
paa dansk, er hans svageste arbeide; den gjentager for os i almindeligt
sort paa hvidt det samme, som vi i det skjønne digt „Damaskus"
(Vallf. o. vandr.) kan læse i ildskrift. — Hans Alienus kan paa den
anden side i mangt og meget gjøre indtryk af en aandelig forløftning
(ti ogsaa i Heidenstam bor der meget af en over-ævne-natur); men
det er alligevel en dybt interessant bog. Levertin har kaldt den „en
främlingskapets epopé" og har dermed netop angivet den tynde, men
sterke traad, som forbinder de indbyrdes saa forskjellige dele af denne
vidtløftige digtcyklus paa blandet vers og prosa og gjør den til, hvad
den er, — et hele for sig. Alligevel er det umuligt at bedømme og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
