Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmer Söderberg: Svensk litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
værdsætte den som et hele. — Det meste af versene er førsterangs *
Heidenstams instrument forener her orgelets næsten orkestrale storhed
og rigdom med menneskestemmens gribende timbre. Prosaen er
derimod meget ujevn. I sine bedste dele fængsler den os dog, snartved
sin idérigdom, snart ved gjennemlevelsens intensitet, snart ved
drømmens ængstende og lunefulde trolddom; men den har ogsaa mange
tomme og matte partier, hvor illusionen pludselig synker i jorden,
medens eftertankens banale mefistofelesfigur stikker hovedet frem, taktløst
som en ubuden gjest. Heidenstams begrænsning viser sig her: han
er helt og holdent lyriker.
Hans Alienus er Heidenstams farvel til romantikens leg med
kostumer og ydre udstyr. Renæssancemanden i ham feirer her sin
skjønhedsfest med det overmodigste sløseri af alt det, som frister
men-neskeøie og menneskesind; men vi føler hele tiden, at den stund er
nær, da verten selv vender gjestebudet ryggen og bryder op. De
bedste tepper og kobberfade kan trætte ham som os, og sent eller
tidlig slappes vor interesse selv for de sjeldnest og underligst formede
assyriske vaabenholdere. Digteren løfter sin troldstav, eventyrslottet
synker i jorden, og omkring os drømmer det fattige, blege svenske
land med vinternat og granskog og sne.
Det er følelsen for hjemmet, som behersker Heidenstams ifjorvaar
udgivne Dikter — maaske hans betydeligste bog hidtil.
Hjemfølelsen er, ligesom religionen, mystik. De traade, som
binder os til hjemmets jord, er af et stof, som ikke kan gribes med hæn«
der; og maaske er det derfor, det er saa saart at slide dem over.
De traade, som knytter os til vor samtid, er af lignende natur: vor
egen generation med dens eiendommelige lyst og smerte er vort eneste
hjem i tiden, som fødelandet i rummet. Heidenstam, som før med
overveiende styrke havde markeret alt det, som skilte ham fra hans
land og hans tid, staar i disse Dikter som en fuldblodig søn af dem
begge. Understrømmene i hans sjæl har svulmet op, banet sig vei
til overfladen og bryder nu frem gjennem hele det brede flodleie.
Under og bag alt dette ligger trediveaarsalderens krise: digteren følefr
at han har naaet det punkt af livets opadstigende linje, hvor man
stanser og ser sig tilbage for at gjøre et overslag over det forbigangne.
Og det hænder da, at det nærværende trods al succes og ydre glansr
staar dødt og tomt og uden mening, medens det for længesiden
forbigangne hæver sig med en styrke, som overdøver alt. „Die Seele ist
gleichsam das Gespenst, das in der zerbrechlichen Hütte unseres
Korpers spukt", siger Lichtenberg. Sjælen blir en gjenganger. Dertil
kommer, at Heidenstam i lighed med hele den generation, som nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
