Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmer Söderberg: Svensk litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199
digter og tænker, ikke har kunnet finde anden løsning paa
livslignin-gen end: x = 0. Kanske var det dette, som, omend dunkelt, laa under
hans ungdoms bestræbelser efter bag det nuværendes intethed at søge
ly i slegtens fortid, og det er nu atter det samme x = 0, som med
klar bevidsthed skjuler sig bag hans flugt til den fortid, som er hans
egen: ’»
Jag världen som förändrad ser.
Jag står den dldern ncira,
då ingen männisJcoma mer
Jean cilsJca eller ara.
Då nattens himmel tindrar kall,
förfärdigar jag gudar,
som jag kan hålla af, när all
min ungdoms grafsäng ljudar.
Minderne hører netop til disse „gudar", og Heidenstam bedrager
sig ikke med hensyn til deres natur: han ved, at ligesom vi skaber
vore guder selv, saa er heller ikke minderne andet end, hvad vi gjør
dem til. Trå nu af er ensomheden den stemning, hvori hans digte
atter og atter udmunder. Fra nu af gaar hans stræben ud paa selv
at opsøge og stadig at se i øiet den uven, han har lidet haab om at
overvinde: intetheden; og han viser sig mere og mere smittet af den
goüt du néant, hvori alle vor samtids repræsentative digtere synes at
have sat sig ufrivilligt møde, og hvorfra Heidenstam i det længste søgte
at holde sig borte.
Saaledes er i korthed gangen i hans udvikling. Heidenstams vers
har en susende flugt, som ikke engang overtræffes af Drachmann!
men han er en dybere aand end denne, og omend logisk bevisførelse
ikke er hans sterke side — lige lidt som Drachmanns — saa er han
alligevel en interessant aandelig personlighed og et idérigt hoved med
anlæg for paradoxen. Han gir sig sjelden en poetisk stemning saa helt i
vold, at man er sikker for pludselig at se den gjennemkrydset af et
blink fra tankens hvasseste stilet. Den letfødte begeistring for lidt af
hvert og hvadsomhelst, som altid har været Drachmanns svaghed, er
ham fremmed. Han er ikke en saadan sløser til høire og venstre
som denne; kanske er han i grunden ogsaa en koldere natur.
Forsaavidt er han (som Geijerstam engang har sagt i en essay) en
fortsættelse af Tegnértemperamentet i svensk digtning. Man behøver ikke
at stikke sonden dybt i Heidenstams poetiske mylder, før man støder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
