Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet - Jules Michelet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
kraftig, hvad enten gjenstanden er familjen, fædrelandet eller
menneskeheden som abstrakte væsener; han betragtede menneskene — race og
sprog uanseet — som brødre. Deraf udsprang hans politiske
opfatning; Michelet var republikaner, fordi aristokatiet i hans øine betegnede
udelukkelsen, stolthedens og haardhedens princip, monarkiet
vilkaarlig-hedens princip,. medens demokratiet alene „kan give den hele og fulde
frihed, hvorved alle mennesker kan faa adgang til „la cité du droit".
Hvad han lærte i sine bøger, praktiserte han i sit liv; ingen faar
nogensinde fuld rede paa alt, hvad Michelet har gjort for de fattige
og lidende. Det er i sandhed et rørende træk og gribende bevis paa den
ædle mands hjertelag for levende og døde, naar det fortælles, at
Michelet ved sine besøg paa kirkegaarden Pére-Lachaise smykkede
med blomster forsømte grave, der stødte op til hans egne kjæres
hvilesteder, ja at han engang lod istandsætte gitteret rundt en ham ganske
ukjendt persons grav. —
Kjærligheden var Michelets religion. Gud var i hans øine ikke
et-intellektuelt princip, men verdens universelle sjæl, den upartiske,
uforanderlige kjærlighed. Derfor oprørtes han i sine senere aar saa dybt
over den katolske kirke, saa streng mod kvinden, som den betragter
som et urent væsen, aarsag til fristelse og fald, haard mod barnet,
som den fordømmer, hvis det dør udøbt, haard mod dyret, hvem den
negter en sjæl og haard mod naturen, som repræsentant for det onde
og synden. —
En saadan mand var denne store seer og forsker, for hvem
fædrelandet var en hengivelsens og broderskabets religion, der betragtede
sig som „le re’vélateur de l’åme de la Francehvis hele liv var en
eneste stor opdragergjerning. Han gik gjennem livet som det store
barn med et ungt og levende haab i sit hjerte. Det er dette, som
gjør læsningen, af hans bøger saa velgjørende. Man glemmer barnets
feil. det blotte syn deraf faar en til at elske naturen og velsigne livet.
Maa man da ikke glemme Michelets feil, naar man af ham lærer at
elske, handle og haabe? „Jeg ser ham, skriver Monod, vennen og
lærlingen, ved aftenmodtagelsen sidde i lænestolen, iført sin
omhyggelig børstede bonjour, sine med stropper forsynede benklær trukket langt
ned over de blankpudsede sko, med sit fine hvide lommetørklæde og
det lange, bløde, hvide haar ombølgende det ærværdige ansigt, hvoraf
lyste saamegen straalende klarhed og sympatisk godhed. Hvor timerne
svandt hurtig i hans selskab! Ideerne fløi som lynsnare pile; han var
en uforlignelig causeur. og man følte, at der i ham boede en saa at
sige guddommelig gnist — slig som kun eies af geniet." —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
