Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet - Jules Michelet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
katolicismen og monarkiet. Men Michelets mægtige geni fornegter
sig heller ikke her. I sine betragtninger og refleksioner over
kjendsgjerninger kaster han aandfulde lynglimt over personer og
begivenheder, som ved at bringe læseren til selvtænkning er yderst lærerige.
Andre historikere fastslaar kjendsgjerninger; Michelet ser, føler og
faar ogsaa os til at se og føie med en samtidigs lidenskabelige kraft.
Forynget ved disse studier, saa Michelet atter forhaabningsfuld
paa sit land og dets folk. Han saa i aanden en ny slegt, som af
ham havde lært agtelse for hjemmet, fædrelandskjærlighed og et aabent
øie for naturen. Hans opfatning har faaet et smukt udtryk i „vore
sønner" (1869). Michelet saa allerede forenet „alle nationers faner,
Italiens grønne trikolor, Polens hvide ørn, keiserrigets store fane, mit
kjære Tysklands sort, rødt og gyldent". I 1848 var hans drøm blevet
skuffet af junidagenes geværsalvei; i 1870 blev hans opvaagnen ikke
mindre frygtelig. I det øieblik den fransk-tyske krig holdt paa at
bryde ud, var Michelet omtrent den eneste, som offentlig protesterte
mod en ophidset forfængelig chauvinisme. Hans klarsyn forudsaa kampens
udfald. Men hans protest druknede i larmen, og den 16de juli tilskrev
han Monod: „Begivenhederne gaar med rivende fart; forbrydelsen er
fuldført. Europa vil lægge sig mellem, men ikke før uhyre tab er
lidt." — Hans nedbrudte helbred tvang ham til at forlade Frankrige;
men hans hjerte blev tilbage. Paris’ overgivelse fremkaldte det første
apoplektiske anfald, men takket være hustruens opofrende pleie kom
han sig endnu engang. Reaktionen i 1873 berøvede ham dog haabet
om nogensinde at se den franske friheds gjenopvaagnen. Han døde
den 9 februar 1874 midt paa dagen; det var som naturen vilde
belønne ham for hans lidenskabelige kjærlighed til sollyset, al varmes
og alt livs kilde. Man kunde læse i hans alvorlige, klare ansigt den
følelse af fred og tillid, som er udtrykt i hans testamentes sidste
linjer: Gud give mig at gjense mine og dem, jeg har elsket. Han
modtage min sjæl, erkjendtlig for saamange goder, arbeidsomme aar,
verker og venskabsforbindelser. —
Spørger man: Hvilken egenskab er Michelets herskende? svarer
Monod hertil: Den mægtige trang til at elske. Ti naar han beliver
alt, han skriver om, natur og mennesker, er det, fordi hans hjerte
aldrig er fremmed for det, hvormed hans aand beskjæftiger sig; han
henvender sig mere til følsomheden end fornuften; formen er for ham
alene et udtryk for sjælen. Michelet har selv nævnt det, hvori lian
var andre historikere overlegen: j’cti aimé äovantcige. Denne levende
trang til kjærlighed .og sympati præger alle hans verker; den er lige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
