Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Patriotisme eller fred?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
Det er meget bekvemt at bekjende en lære, hvori man i den ene
ende finder den kristelige hellighed og ufeilbarhed, og i den anden
ende hedningernes sverd og galge; dersom komedien med helligheden
ikke er istand til at imponere, kan man saa komme frem med sverdet
og galgen. Ja, en saadan lære er meget bekvem; — men der
kommer et øieblik, da løgnens spindelvæv tilslut sønderrives; dette
bedragerske dobbelspil har levet sin tid, man faar tage parti paa den ene
eller den anden side. Dette er nu for tiden tilfældet med patriotismen.
Med eller mod vor vilje trænger dette spørgsmaal sig klart til
vor bevidsthed: Hvorledes kan patriotismen, der er aarsag i utallige,
fysiske saavelsom moralske lidelser for menneskeheden, være
nødvendig og god’? Og dette spørgsmaal kræver et svar.
Det blir da uundgaaeligt enten at bevise, at patriotismen er et
saa stort gode, at det opveier alle de forfærdelige ulykker, hvormed
den overdynger menneskeheden, eller ogsaa at erkjende, at den er
et onde, som man ikke blot ikke bør paaføre og indpode menneskene,
men som man af al magt bør søge at helbrede dem for. C ’’est li
prendre OU Cl laisser, som franskmændene siger. Dersom patriotismen
er et gode, saa er kristendommen med sin lære 0111 fred en kimære,
som man snarest mulig bør bli kvit. Men dersom kristendommen
virkelig gir fred, og dersom vi oprigtig ønsker fred, saa er patriotismen en
levning fra barbariske tider, og istedetfor at holde den ilive og dyrke
den, saaledes som vi gjør nu for tiden, bør vi ved alle midler søge at
udrydde den: ved forkyndelse, ved overtalelse, ved foragt og spot.
Dersom kristendommen, og vi vil leve i fred f. eks., maa vi ikke prise
os lykkelige over fædrelandets magt, men tvertimod glæde os over
dets svækkelse og selv bidrage dertil. En russer bør glæde sig, naar
han ser Polen, de baltiske provinser, Einland, Armenien løsrive sig
fra Ruslaud; en englænder bør arbeide for Irlands, Australiens,
Indiens og de andre koloniers frigjørelse; ti jo større en ståt er, desto
ondere og grusommere er dens patriotisme, og desto flere ofre kræver
dens magt. Dersom vi altsaa virkelig ønsker at være det, som vi
be-kjender, saa er det ikke vort lands udvidelse, vi bør ønske, saaledes
som vi gjør nutildags, det er dets formindskelse, dets svækkelse, og
dertil bør vi bidrage af al vor magt. Og i den aand skal vi opdrage
de nnge, overbevise dem om, at naar det er en skam for en ung
mand plumpt at hævde sin egoisme, enten ved ikke at levne mad til
de andre eller ved at puffe de svage, som spærrer veien for ham, eller
ved at bruge sin styrke til at berøve andre det nødvendige, — saa
er det en ligesaa stor skam at ønske sit fædrelands udvidelse; — og
naar man finder det dumt og latterligt at holde lovtaler over sig selv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
