Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: Den lange nat - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
eller et uendeligt had. Med hegge dele kan man leve. Men dette
syge ilské bringer mig bare til at virre med hovedet . . . Mit
livs-tog er standset paa farten — som et lokomotiv, der skal opover
bakke paa islagte skinner. Hjulene snurrer rundt og rundt med
rasende fart; men maskinen rører sig ikke af flekken, hvor høit end
damptrykket stiger. — Bare den vilde springe i luften med et
knald! . . .
Nu er jeg min mor en sorg og en skam. Men har hun
nogensinde elsket mig? Ak, da har hendes kjærlighed ikke været som
solen, der opgaar over retfærdige og uretfærdige, eller som regnen,
der gyder sit frugtbare væld over onde og gode ... At jeg blev
gut og ikke pige, var hende altid en torn i øiet. For hende er
kvinden skabningens krone, mens manden egentlig burde gaa paa
fire. Men var ulykken engang sket, skulde jeg i hvert fald bli
en mønstermand. Derfor svang hnn hævnens skarpeste glavind
over selv den mindste feil og kunde hade mig for en flek paa
mine klæder. Derfor viste jeg hende stadigt et glat ansigt.
Men uden hykleri.
Som en anden Sisyfos stræved jeg med at slæbe stenen, hun
havde givet mig istedetfor brød, op paa den svimlende høide, hun
for min bevidsthed indtog . . . Indtil jeg engang forskrækket
standsed og slåp den. Hun var for optaget med sit eget til at høre
bulderet. Og i mange aar skjulte jeg mit uheld for hende. Jeg
pusted og stønnecl og strammed musklerne som en atlet, eier
arbeider med falske lodder.
Nu ved hun det. Men nu kan det være det samme. Nu er
det min eneste sorg, at stenen ikke i sit fald knuste hende. Hun
stod nemlig aldeles ikke deroppe — det var bare en luftspeiling.
Forøvrigt en historie, som der kanske ikke var grund til at
lægge saa megen bret paa, som jeg gjør. Det er netop derfor,
jeg spørger, om mit sind ikke helt fra barndommen af har været
sygt, i en unaturlig grad hengiven til grublerier. Jeg ligger jo
ovenikjøbet her og grubler over min egen grublen . . ,
Det kom sig af en kage. Saa meget dummere, som jeg aldrig
har sværmet for kager. Ikke engang som lidet barn . . . Det
var nu vist forresten abnormt. Børn skal være glad i kager og
klap og kys; det blir forældrenes sag at passe paa, at de ikke
faar for meget. Men ihvertfald — mor roste altid denne min
modvilje ligeoverfor søde sager. Der var saa meget klis med
mandfolk, som holdt af sukker, hørte jeg hende engang sige . . . Min
far holdt af sukker; men mor holdt vist ikke af far.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
