Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: Den lange nat - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243
Der var en eneste slags kager, jeg likte; berlinerkranse
kaldte vi den sorten; og ingen kunde låve dem bedre end tante
Alexandra . . . Hun var saa snil, tante Alexandra. Hun tvang
nødig børnene sine til at spise mad, de ikke syntes om, og hun fik
sig aldrig rigtig til at skjænde paa dem — selv om de stjal sukker.
Hendes opdragelse var et mønster paa slet opdragelse, mente mor,
og fætter og kusine vilde nok faa noget andet at føie, naar de
engang kom ud i verden . . . Det er gaat dem udmerket begge
to, alle mennesker sætter pris paa dem, og — sin mor
forkjæler de.
Tante Alexandras hjem var i hovedstaden. Naar mor to gange
om aaret laa derinde, vaar og høst, boede hun hos tante. De
sympatiserte ikke i meget, de to damer. Men tante var, som sagt,
saa snil, og desuden var mor omtrent uafbrudt paa farten med
forkjæmpere for kvindesagen og den slags. Men altid, naar hun
kom tilbage, havde hun en stor bomme berlinerkranse med fra
tante til os børn.
II.
Med slig en berlinerkrans var det, at det begyndte.
Mor havde været i hovedstaden, og nu stod kagerne inde i
buffeten, runde og eggegule. Denne gang laa de ikke i den
sedvanlige blikbomme, som returneredes, naar den var tømt, men i en
tekasse af træ med skydelaag og betrukket med kinesisk papir.
Den kasse havde jeg forelsket mig i. Naar den blev tom, vilde
jeg bede om den. Jeg trængte den til at gjemme alle de smaasager
i, jeg brugte til mine fysiske eksperimenter, og som jeg
efterhaanden havde skrabet sammen — Gud ved, hvorledes. Mor havde
ingen interesse for naturkundskab, og hun havde forbudt far at gi
os lommepenge.
Det gik imidlertid langsomt med at faa fat paa kagerne.
Hver-gang vi vilde ha en, maatte vi bede om den. Og jeg bad aldrig
— jeg var bange for, at mor kunde tro, jeg var en sukkergris.
Derfor fik ogsaa min søster broderparten — bogstavelig talt. Men
naar jeg havde været rigtig flink til. at løbe ærinder for mor —
selv bevæged hun sig meget nødig udenfor de fire vægge — pleied
hun at belønne mig med en krans.
Jeg likte ikke rigtig dette — jeg maa vist ha været en
ligesaa stor skrue dengang som nu. Fik vi ikke spise vore egne
kager, naar vi selv havde lyst, kunde det igrunden være det samme.
Ja, havde endda mor selv bagt dem — men det var jo en present
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
