Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: Den lange nat - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
atter og atter gjentog, at jeg ikke vidste, mor var i værelset, før
hun talte.
„Trodser du endnu?"
Saa plumpt slog dette spørgsmaal ned i min andagt, at det
formelig begyndte at koge i mig. Jeg tvang imidlertid min
forbitrelse tilbage og sag saa stilfærdig som muligt:
„Jeg forsikrer dig til, at jeg svarte."
„Ja-ja!" Hun smilte spottende. „Vi skal forresten spise til
aftens."
Mekanisk fulgte jeg efter hende ind i spisestuen, hvor
lampelyset skar mig i de forgrædte øine. Far og min søster havde alt
sat sig tilbords. Paa deres forlegne miner forstod jeg, at de
vidste alt . . . Det var et uhyggeligt maaltid, hvor der ikke blev
vekslet ti ord, og hvor ingen havde appetit.
Straks vi havde spist, forlod min søster stuen. Jeg blev
staaende midt paa gulvet med sænket hoved og bankende hjerte,
ventende paa, hvad der skulde komme.
„Du faar følge med mig ind i soveværelset," s r saa far.
Og da vi var kommet derind, fortsætter han:
„Vær nu snil gut og indrøm, at du har løiet, saa skal du
slippe for straf."
Jeg svarte ham ikke paa anden maade end ved at knappe
klæderne nedom mig og gaa hen til ham. Da skede der noget
mærkværdigt. Istedetfor at slaa mig rysted han paa hodet og
sa med saadan en underlig blød, aandsfraværende stemme:
„Klæd dig paa igjen, gutten min — jeg orker ikke at slaa
dig! — Har du løiet, faar din egen onde samvittighed være straf
nok."
Dermed gik han.
Og jeg — ja, jeg var naturligvis glad over, at jeg var sluppet for
svien og den vanærende straf. Men jeg følte ingen taknemmelighed
ligeoverfor far, kanske heller en smule foragt. Hvorfor lod han mig slippe,
naar han trode, jeg var skyldig ? Mor havde aldrig i verden gjort det! .. •
Jeg frøs helt ind til sjælen ved tanken paa det øieblik, da jeg atter
skulde møde hendes gjennemborende øine. Men min beundring
for og tillid til hende var mer urokkelig end nogensinde.
Ja, igrunden var det næsten, som om hun havde forhekset
mig. Foran mig stod min far, med aabne hænder og et varmt,
forstaaende hjerte. Og jeg foretrak alligevel at vandre ind i hendes
frosne lande — som Kaj i Andersens eventyr: under Snedron-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
