Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: Den lange nat - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
245
ikke middel og udvei til at overbevise mor om min uskyldighed.
Flere gange var jeg paa nippet til at løbe ind og kaste mig paa
knæ for hende, bede og trygle hende at tro mig. Jeg turde
imidlertid ikke, hun vilde naturligvis bare give det en feil udtydning.
Saa satte jeg mig ned og skrev. Men det var, som læste jeg
brevet med hendes, ikke med mine egne øine — og ond samvittighed
talte ud af hver linje, hvert ord . . .
Pludselig faldt det mig ind, at hun kanske havde ret.
Kanske havde jeg ikke svaret! ... Jo længer jeg tænkte paa det,
desto sandsynligere forekom det mig. Og jeg var alt paa vei ind til
hende — da i samme nu — vidste jeg atter af min sjæls inderste
overbevisning, at jeg havde sagt ja tak.
Et anfald af skræk og raseri greb mig. Jeg rev mig i
haaret, skreg høit og tramped i gulvet. Jeg var haabløst hjemfalden
til uretfærdig straf, og mor vilde foragte mig for en løgn, jeg ikke
havde gjort mig skyldig i.
Men var det da ikke ligesaa godt at ta forbrydelsen paa
sig og faa tilgivelse? . . . Tanken forekom mig imidlertid afskyelig,
næsten ligesaa hurtig som den faldt mig ind. Det var saa længe
siden, jeg havde løiet sidst. Desuden — havde ikke mor lært mig
at sætte sandheden over alt i verden? Det var jo ethvert
menneskes pligt at lide selv det værste for sandhedens skyld. Hvor ofte
havde ikke mine øine været fulde af taarer og mit hjerte banket
i smerteblandet fryd, naar jeg læste om Stefanus det blodvidne,
som heller lod sig stene ihjel end besmitte sine læber med en løgn.
Han havde kanske ogsaa havt slig en mor som jeg, en mor, .der
havde lært ham at elske sandheden, og hun havde kanske ogsaa
en gang straffet ham uretfærdig; men han havde jo vidst, at hun
gjorde det i den bedste mening, og derfor havde han bare elsket
og æret hende endnu høiere end før og uden vaklen vandret den
vei, hun havde vist ham . . .
Denne tanke bragte lindring og ro. Jeg knælte ned ved
sengen, lagde hovedet paa puden og græd længe, men tyst og uden
bitterhed . . . Indtil smeklaasens knirken i entredøren atter bragte
mig tilbage til virkeligheden: det var far, der kom hjem.
Jeg løfted hodet. Det var blevet aften, og der var mørkt
i værelset. Gjennem vinduet kunde jeg se lygterne skinne paa
gaden og stjernerne blinke paa himmelen. Jeg gik hen til [-vindus-pos]ten,-] {+vindus-
pos]ten,+} folded hænderne og bad med brændende ord vorherre om
kraft til at holde ud. Saa optaget var jeg af min bøn, som jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
