Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: Den lange nat - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
grebes jeg af fortvilelse. Jeg følte, at jeg snart ikke vilde kunne
styre mig længer. Jeg forlod huset og sneg mig gjennem
sidegader udenfor byen, ind i tætteste skoven.
Og her brød det løs!
Jeg stønned og skreg, rev mig i haaret og kasted uafbrudt
min hue mod jorden, mens taarerne strømmed nedover mine
kinder. Jeg loved mig selv, at jeg herefterdags vilde bli rigtig ond
og bare gjøre ondt. Aldrig mere vilde jeg sige sandheden og aldrig
tro noget menneske mere! . . . Mor forbanded jeg. Netop i den
tid havde jeg lært nogle stygge ord; dem kaldte jeg hende med af
mine lungers fulde kraft, vildt, meningsløst, bare for ordentlig at
dænge hende til . . . Selv kunde hun lyve — lyve med rap tunge
— uden et sekunds betænkning–for en fille trækasses skyld.
Men havde hun den svageste mistanke om, at jeg i befippelse var
kommet med en liden usandhed, skulde jeg martres tildøde for at
„tilstaa" — tilstaa, hvad jeg aldrig havde gjort! ... Og jeg svor
ved mig selv, at jeg vilde hævne mig — bie taalmodig, til jeg
blev voksen, men saa hævne mig blodig. — — — Der blev meget
svid væk hos mig den eftermiddag! . . .
Men da jeg kom hjem om kvælden, var der ikke noget
usædvanligt at se paa mig. Jeg tørsted efter at slynge hende min
opdagelse lige i ansigtet. Men jeg havde en følelse af, at hvis jeg
gjorde det, maatte en af os synke i jorden.
Eller kanske lod jeg det ogsaa være af den grund, at jeg var
ræd hende, endda jeg ikke længer trode paa hende. Denne
træl-domsfrygt var det i hvert fald, som endnu i mange aar gav mig
kraft til ’at skjule min sande tilstand. Jeg pusted og stønned og
strammed mine muskler som en atlet, der arbeider med falske
lodder . . .
Det er forresten merkeligt, hvor længe skræk kan sidde i
blodet: jeg er ræd hende endnu. Sidste gang, jeg talte med hende,
og hun forklarte mig, hvilket sørgeligt individ, jeg var blevet, endte
hun med at sige:
„Men gudskelov — jeg har ingen skyld. For du maa
indrømme, at jeg gjorde, hvad jeg kunde for et skabe et menneske
ud af dig — Ikke sandt?"
Jeg svarte jo, jeg ... Og skar tænder, da hun var gaaet! . . .
Naa — paa en vis maade har hun jo ogsaa ret. Det er bare
det, at hun bandt svære byrder, som vanskelig kunde bæres, og
lagde dem paa mine skuldre; men selv vilde hun ikke bevæge dem
med sin finger . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
