Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Roupen Zartarian: Tre armeniske eventyr - I. De forstenede - II. Søens brud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
steder. Hun kastede sine slør og viste sit aasyn til solen.
Naturen oprørtes over hendes dristighed og hendes skjønhed,
forbandede hende og hendes følge, og alle blev de til klipper, stumme
og ubevægelige for bestandig.
Der staar de nu i evig forventning. Man skjelner vansirede
træk af børn, af gamle koner og af unge mænd; man ser vilde
øine, der er forblevet vaagne i stivt raseri; fortrukne ansigter, som
synes at ville græde, og som ikke græder. Smerte træder os imøde
fra disse skikkelser;^ en gammel smerte, som har pinet dem alle;
som de staar der, hulter til bulter, den ene over den anden, er
de isandhed underlige væsener, som, selv udenfor sagnet, ubestemt
minder om menneskelige skikkelser. Yed morgenernes sol og i
aftnernes døende skin vil de staa der og blinke til evige tider.
Sagnet har føiet en trøstende tro til disse klippers ulykkelige
historie. De er blevet et valfartssted, hvor syge og lidende,
kvinder især, kommer hen med sit sidste haab og bærer sine smerter
for de kolde stenes fod; der tænder de sine uskyldige kjerter og
vender saa hjem. Og klipperne, overmodige og stolte bestandig,
hæver sine hoveder mod himmelen. Stundom, om vaaren, stanser
hvide skydotter paa deres toppe og omgir dem med et hvidt
skum af kniplinger; vilde figentrær og grønne busker spirer
deroppe, i revnerne ; af og til slaar lynet ned i dem og river
stumper af dem. Mørke, regnfulde dage udstøder ravnene skarpe skrig,
regnen strømmer ned ad deres sider, og de støiende vinde farer
hen over deres hoder.
De reisendes blikke forfærdes over deres høide. Betagne spør
de sig selv, om disse klipper har været mennesker, disse store
klipper, oversaaede med tusinder af fuglefjær?
n.
Søens brud.
1.
Ved hver af søens bredder laa der i gamle dage en landsby;
den ene ligger der endnu; den anden er forsvundet under vandene.
I den, som ikke er til mere, var der en kvinde, som gik
under navnet „søens brud". Hver morgen, længe før solopgang, naar
søen . kjærtegner sine bredder under morgenbrisens kys, og vandet
skjælver i langelige bølger, staar søens brud paa stranden og ser
efter en sort fugl, som svømmer bort i det fjerne, og som svinder
mere og mere, indtil den taber sig i bølgerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
