Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Roupen Zartarian: Tre armeniske eventyr - II. Søens brud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
Fra hendes ansigt udstraalede et lys, som faldt ned i vandet;
hendes skikkelse var som piletrærne, slank som piletrærne, der
hæver sig langs floderne; hendes haar rislede ned over hendes
skuldre, lig maanestraaler, der glider langs de skjælvende aspe;
og hendes øine var som hindens, der flygter over bjergene. Naar
hun om morgenen forlod søen, bevægede fiskene sig heftig.
Saaledes fortalte de gamle, som nu ikke er til længere.
2.
Hver aften, meget sent, ved midnat, skjælver et flagrende lys
over søens bred, og synes at gi tegn til vandene; og pludselig
hører man i vandet som en brusen af skum; indhyllet i hvidt skum
træder en ung, skjøn mand ud af vandet, som født af skummet.
Og hver nat, ganske alene, mellem søens kiselstene og frøer, i den
natlige ensomhed elsker vandenes børn indtil daggry. I den tætte
nat afbrydes stilheden kun af frøernes kvæk, som forplanter sig
og slukner i vandet.
Og naar morgenstjernen stiger op over landsbyen, paa den
anden side bag bjergene, tar søens søn den til sin ledestjerne
og udstrækker sine arme mod vandene; hans elskede følger ham
med øinene, hun ser ham svømme, fjerne sig, bli mindre, bli
en sort fugl, dernæst en prik, dernæst forsvinde.
Ved daggry, naar. søens brud vender tilbage til sit hus, slaar
bølgerne mod strandbredden, og fiskene bevæger sig med heftighed.
3.
En dag fik en gammel nabokone nys om sagen og berettede
det til søbrudens mand.
Ogsaa denne nat gav lyset signalet, men den unge mand var
endnu ikke kommen midt paa søen, da pludselig i nattens mørke
en rasende haand rev lygten ud af kvindens hænder, kastede hende
til jorden, greb hende efter haarene; forgjæves græd hun og bad
hun; egtemanden var ubønhørlig. Døende ved søens bred
forbandede hun egtemanden, den gamle kone og landsbyen.
Den næste dag, da morgenstjernen steg op bag fjeldene, paa
den tid, da søens elskende pleiede at skilles, fandt hyrden, som
havde sovet paa fjeldet om jiatten, hverken landsby eller
mennesker, da han kom ned. Vandet havde slugt alt.
Nu, fortæller man, tændes der hver nat, ved midnatstider, et
lys paa vandene paa det sted, hvor landsbyen laa; om morgenen,
naar Venus viser sig, slukkes det, søen bevæges, og to hvide fugle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
