Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Roupen Zartarian: Tre armeniske eventyr - III. Blomster! Røde blomster!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
med fødderne hængende ud over det tomme rum og ser ned i
svælget. Frygt for fare forvirrer ham ikke. Han ser paa de vilde
ænder, som flyver afsted, blir til smaa, hvide kugler og forsvinder.
Langs floden svaier de store grønne siv som en taus og
rædselsfuld vinken; er det ham, de indbyder? han ser med stive øine ned
i svælget. Han hører ikke sine børns bedende stemmer, der
raaber paa ham fra det fjerne. Afgrunden gjorde ham ganske
svimmel, eller kanske lod den ham ane den gode hvile ved sin barm,
hvor han altid kan sove den evige søvn, som ingen vil
forstyrre, og hvor verdens storme ikke længere vil komme og
vække de høstlige smerter i hans hjerte. Floden vil synge sin
stille vuggevise gjennem sine smaa bølgers munde, og
myrfib-lernes hvide ulddotter, med deres rolige svai, blir ogsaa til
musik og synger sange, milde dødens sange. Sammen med ham
vil ogsaa sorgerne lukke sine øine.
3.
Hvad er det for en lyd, som kommer dernedefra, dyb og dump
som fossedur fra bunden af en hule med høitidelig gjenklang fra
de steile klippevægge? En heftig bevægelse sønderriver vandet,
udbreder sig; floden vælter sig, tumler sig som en drukkenbolt og
støder mod strandbreddens klipper. Hvorfor hvirvler maaserne og
svalerne rundt dernede, hvorfor stiger de, forfærdede, i hurtige
cirkler? Men floden udløser atter sine rolige bølgers lange traade
og gaar videre, kryber ind mellem de grønne ege for at sove langs
skoven, langs bjergene. Langt borte staar trærne og venter
fremdeles, tause, paa sin plads; løvhytterne hviler, ensomme under
skyggen, i lykkeligt, uforanderligt .drømmeri, og solen lyser op deres
hvide vægge og deres tage, medens en hund vandrer ene omkring
og "udstøder hæse hyl gjennem de bladtunge trær.
Hvor gik han hen, den dristige mand, som nys sad med benene
hængende udover uendeligheden og syntes at haane den
kjæmpe-mæssige afgrund! Var det en vanvittig eller kanske en fjeldaand?
Nei! se der staar to faderløse, som blev alene tilbage paa stenene.
Siridsen synger, de vilde fugle kaster gjennemtrængende skrig
ud i luften. Deroppe staar de to og græder; de spørger falken,
som flyver forbi, vinden, som flygter: kommer han ikke igjen?
— Stene, sig os, ’hvor blev der af vor fader? Nys sad han
her paa stenen; vi saa ham stirre ned i dybet; hvem kaldte paa
ham dernede? har I ikke seet ham, smaa buske, som svaiede saa
blødt omkring ham? har I ingen besked fra ham til os?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
