Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Roupen Zartarian: Tre armeniske eventyr - II. Søens brud - III. Blomster! Røde blomster!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
253
meel røcle næb kommer tilsyne; de kløver stille den fredelige bølge,
og sagte vover følger deres spor; saa forsvinder de, og om dagen
ser man dem aldrig.
Sø, fortæl ikke deres navn til nogen.
in.
Blomster! Røde blomster!
l.
En umaadelig høide; foran den aabner sig en tom afgrund
med gabende svælg; under de kjæmpemæssige klipper løber Euphrat.
Bølgerne slaar med dumpt plask mod de liade, slidte stene, og
kogende, hvidt skum bruser om stenene. Den udyrkede og øde
natur er her urørt med sin primitive jord og sit primitive vand.
Her og der ser man en slangehud; lange traade af spindelvæv
svæver i det tomme rum; floden, blygraa, gramset, liggende paa
jorden i hele sin mægtige slangelængde, drager bort, langt, langt,
berører horisonten, ltaber sig der; fuglene, som flyver forbi høit
oppe i luften, slipper nu og da en fjer, som i lette spiraler synker
til bunden, en sten, som rives løs fra klippen ved et firbens løb,
hopper nedover mod floden og gir gjenlyd fra dybderne.
Ligeoverfor staar fjelde, hvis sider er dækket af tykke, mørkegrønne
skove, hvor hytter, skjult mellem trærne, i halvmørket viser sine
hvide tage.
I dette dødens svælg, som ser paa himmelen med et blindt
øie, hvor selve solens straaler brydes, før de falder, har en mand
styrtet sig ned fra toppen af den forfærdende høide.
2.
Tre dage havde han været savnet. Hans kone og hans børn
havde søgt efter ham, fortvilede, paa de usandsynligste steder og
havde ikke fundet ham. Han var gaaet bort om natten, paa taa,
saa sagte, at hverken børnene eller konen havde hørt ham, Var
han bleven gal? En underlig vind havde bortført ham. De fandt
ham ikke.
Nu havde de kun et allersidste haab: med fortvilelsens
resignation vilde de søge ham blandt klipperne, hvor fuglens fod neppe
kan finde fæste, og hvor mennesker aldrig har været. • Moren
ventede, og de smaa klatrede op.
O rædsel! paa spidsen af et klippeudspring sidder en mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
