Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Trondhjems scene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
hovedstaden, er teatrene dem hverken mer eller mindre end en af
en hovedstads mange fornøielser.
I et af Kristianias blade fandtes for nogle uger siden en liden
korrespondance, som i høi grad vakte min opmerksomhed. Den
var fra en bygd — ligegyldigt hvilken — hvor efter aandslivlige
mænds tilskyndelse for første gang en af Kristiania teaters
kunstnere var kommen for at holde en dramatisk oplæsning. Det var
et- forsøg, bygden laa afsides, tror jeg, og resultatet syntes tvilsomt.
Da timen kom, overtraf det imidlertid alle forventninger. Salen
var fuld og jublen var stor.
Og korrespondenten skrev omtrent: Interessen er der. Men
nær den. Giv landet adgang til overhodet at stifte bekjendtskab
med dramatisk kunst. Nu ved jo snart sagt totrediedele af Norges
befolkning ikke en gang, hvad dramatisk kunst egentlig er. Lær
den det.
„Da vil Norge ogsaa faa et nationalteater."
Med de ord sluttede den skrivende og havde maaske
dobbelt ret.
Først naar landet paa sit eget sprog lærer, hvad dramatisk
kunst er, vil nationalteatret i sandhed bli nationalt, et af
brændpunkterne i nationens aandelige liv. Og da vil — det er min faste
tro — ogsaa paa anden vis Kristiania teater bli „nationalteatret"
— folkets første scene, understøttet direkte og af hele nationen.
Hvilket er den eneste værdige stilling for et skuespilhus, over hvis
indgang saa stolt en indskrift pranger.
Griv landet adgang til norsk dramatisk kunst.
Først da vil ogsaa Kristiania faa et teaterpublikum. En altid
fornyet skare af mennesker, for hvem skuespil er en del af deres
aandelige behov, for hvem teatret er sammenvævet med indtryk og
minder, hos hvem teatret har en plads.
At dette publikum skabes, er en livsbetingelse for norsk
skuespilkunst. Og fordi det kun kan skabes paa en eneste maade —
derfor er „Trondhjems scene" af betydning, og meget afgjørende
betydning for selve Kristiania og dens kunstforhold.
Men, vil man svare mig, hele denne udvikling er et paradoks
og er bygget paa det smuldrende land. Lad det være meget sandt,
at det var saare godt, om landet lærte dramatisk kunst at kjende.
Men det burde isaa fald være kunst. Og hvilken „kunst" vilde
vel kunne skaffes .... der i „Trondhjem." Det vilde bli et
komedianten til at fordærve og ikke til at udvikle mængden.
For mit vedkommende tror jeg det ikke. Karl-Johan-teatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
