Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Trondhjems scene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
gensinde er blevet hjemme i teatret, spredes det altfor let Ved et
eneste uheld for alle vinde, og der kan gaa uger, kosthare uger,
inden strømmen samles igjen. Dette hændte netop ved
Karl-Johanteatret ved nytaarstider. Der er endnu en fare, for hvilken det
unge skuespilhus iaar ligeledes har betalt dyre og kunstnerisk høist
ufortjente lærepenge. Den svømmende tilskuerkreds, der glider ind
i et teater en enkelt aften, kommer bestandig for at finde en og
samme art af fornøielse, nydelsen af en bestemt genre, som nu en
gang er blevet bunden til dette teaters navn, dels ved tilfældigheder,
dels — ti der er intet, som mængden bevarer i en uudryddeligere
erindring end en offentlig persons eller en offenlig institutions
fysiognomi ved deres fremkomst — ved scenens debut. Den har ingen
interesse hverk< n for skuespillernes vækst eller repertoirets
udvikling. Hvis teatret — for at fremme begge — skifter skuespilart
og opgaver, betragter denne tilskuerkreds simpelthen forsøget som
et slags forræderi mod dem, eier en aften plumper ind i
teatersalen i forventning om at finde de gamle glæder, og den straffer
teatret ved at udeblive. Karl-Johan-teatret oplevede det, da
ledelsen som skridt frem mod dramaet og delvis udmerket spillede
„Hannemor" og „Jane Eyre". Hvor i en by med et virkeligt
teaterpublikum disse forstillinger — „Jane Eyre" fremforalt paa grund
af frøken Schibsteds ved følelsens frappante inderlighed udmerkede
spil — vilde bli ivrigt lønnede, udeblev Kristiania, og
Karl-Johanteatret opnaaede kun endnu en gang at splitte sine gjæster for kort
efter noget i utide at maatte slutte sæsonen.
Naar det faste teaterpublikum i Kristiania imidlertid er saa
forsvindende lille, ligger en af de afgjørende grunde dertil ret nær.
Den ligger i selve byens karakter. Norges hovedstad er en indflytterby
og vil sandsynligvis endnu en rum tid vedbli med at være det.
Den meget store del af dens ældre befolkning bestaar af indflyttere,
og hvert aar rekrutteres dens ungdom med de pladssøgendes og de
studerendes skarer. Alle disse mennesker „kommer fra landet" —
fra byer og fra bygder, fra hele det land, hvor teatre er et
navn og næsten intet mer. Teaterindtryk har været hele deres
tidligere liv fremmede, og opførte skuespil er aldrig indgaaede som
et led i deres aandelige ernæring. Hvoy skulde da det store
flertal af disse mennesker øse den interesse for teaterkunst, der gjør
publikum til et virkeligt teaterpublikum og teatret til en levende og
virkende magt? Det har om scenen faa eller ingen bevægende
erindringer, og et opført skuespil har sjelden eller aldrig paavirket
disse menneskers ungdom og barndom. Nu, hvor de er komne til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
