Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Prof. F. Max Müller: Buddhas løsning af det sociale spørgsmaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
tvil. Men for alt, hvad der vedkommer det foreliggende spørgsmaal,
kan vi beraabe os paa de gamle vedaiske lovbøger, som nylig blev
opdagede, og som sikkert er ældre end de saakaldte Manu’s love. Om
de end ikke gir os noget nøiagtig billede af livets skyggesider i det
gamle Indien, saa gir de os dog sikkert et ideal af det, som livet
efter forfatternes mening burde ha været. Og er ikke for den sande
indsigt i et menneskes karakter hans idealer ofte meget lærerigere
end den sørgelige virkelighed ?
Naar jeg dvæler et øieblik ved dette det gamle vedaiske
samfunds ideal, saaledes som det fremtræder i de gamle lovbøger, saa
eidet, fordi jeg derved vil vise, at det buddhistiske samfund, saaledes
som vi lærer det at kjende gjennem buddhismens hellige bøger, meget
mere er virkeliggjørelsen end fornegtelsen af do bråhmanske
lovgiveres gamle idealer og drømme.
Samfundet — ialfald i de to gange fødte o: de høiere klasser,
— bestod i de gamle tider af fire trin, kaldet äsramcis. Det første
trin var elevens. Naar en gut fyldte sit ottende aar,[ kom han i skole
hos en brahman, levede i hans hus, opdroges og undervistes af ham.
Gutten stod under den strengeste sedelige opsigt og havde at udrette
alle slags låve tjenester for sin herre. For os er det af interesse, at
eleven hver dag maatte gaa om i landsbyen og tigge om mad, som
han overgav sin herre, førend han selv turde røre den. Det var
vel-gjørenhed, men knapt nok frivillig; det var efter vor sprogbrug en
opdragelsesskat, som betaltes ikke blot af børnenes forældre, men af
hele samfundet. — Naar hans opdragelse var fuldendt — neppe, før
han var tyve aar — ventede man af den unge mand, at han giftede
sig og grundede en husholdning. Ogsaa paa dette andet trin stod
husholdningens herre fremdeles under meget strengt religiøst opsyn. Han
maatte stadig bringe offere, hvori indbefattedes alle
velgjørenhedsga-ver til brahmanerne; og et af de fem store offere, som skulde
bringes hver dag, bestod i velgjørenhed og gjæstfrihed ligeoverfor alle,
som trængte det. Selv dyr havde ret til daglige gaver. Dette andet
trin varede, til mandens børn var blevne voksne, og hans haar var
blevet graat. Da ventede man ifølge den gamle lov, at faren med
sin hustru eller ogsaa uden hende trak sig tilbage fra landsbyen ud
i skoven. Hans eiendom tilfaldt hans familje. Han selv blev befriet
fra alle offere undtagen de aller enkleste; men saa maatte lian til
gjengjæld døde sit kjød ved de smertefuldeste bodsøvelser og var
forpligtet til kun at tænke over de høieste livsproblemer. Paa dette
tre-die trin var skovbeboeren, vänaprastha eller vaikhanasa, berettiget
til at modta velgjørenhed, dersom han trængte til det, — men han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
