Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Prof. F. Max Müller: Buddhas løsning af det sociale spørgsmaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
289
var ogsaa forpligtet til at vise gjæstfrihed mod alle dem, som gjorde
krav paa det. — Det sidste trin var eremitens, den ensomme hellige
([sannyäsin) eller, som han ogsaa hed, tiggeren ([bhiJcschu), som ikke
længere havde noget fast hjemsted, ikke engang skoven, undtagen i
regntiden. Han vidste intet om verden, var beskjæftiget med
eftertanke over jordlivets forfængelighed og skuede fremad mod døden som
forløsningens øieblik. Det er af betydning at bemerke, at den
buddhistiske tiggermunk, bhiJcschu (o: tigger) barberede sit hoved og for
sit livsophold afhang af sine medmenneskers velgj ørenhed.
Dette var det bråhmanske livsideal; og det er let at indse,
hvorledes det paa ethvert trin fuldstændig afhænger af velgj
ørenhedsplig-ten. Yi kan betvile, at dette ideal i den gamle vedaiske tidsalder
nogensinde blev fuldstændig virkeliggjort; men utvilsomt er det, at
buddhismen i en bestemt henseende har gjennemført den fuldstændige
virkeliggjørelse af dette bråhmanske ideal. Dette behøver en
forklaring. Jeg har allerede pegt paa, hvorledes eleven og husholdningens
herre paa det første og andet trin stod fuldstændig under prestelig
befaling. Ethvert ord af’ vedaen, som eleven lærte af sin lærers mund,
havde han at anta som aabenbaring; ethvert offer, som husherren
skulde bringe, blev betragtet som opfyldelse af et guddommeligt bud.
Men saasnart man var steget op til det tredie trin, saasnart man
forlod sin landsby, sit hus og sin familje, for at leve i skoven først som
asket og dernæst som eremit, — da forandrede alt sig. Da blev
man ikke blot løst for næsten alle tvungne offere og ceremonier; men
man skulde endog erkjende alle offere og ceremonier som forfængelige,
unyttige, ja skadelige. Og naar man var først kommet saa langt, at
man erkjendte alle offere og bønner, der opsendtes til guderne med
haab om belønning, for egoistiske handlinger, der gjorde mere ondt
end godt, — saa skulde man ogsaa opgi troen paa vedaens talrige
guder, først for troen paa en gud, Pradschapåti, alt levendes herre,
og tilsidst for troen paa Brahman, det høieste Selv, som vi knapt
nok længer vilde kalde en gud. Man skulde ikke tro, at et system
med saadanne indre modsigelser skulde kunne holde sig længe. Og
dog maa vi anta, at det har været gjældende for hele den vedaiske
periode. Og hvad der for mig mere end alt andet beviser dets
historiske virkelighed er, at buddhismens hele sociale system øiensynlig
er bygget paa dets ruiner. Allerede i den vedaiske tid hører vi
brusen af en storm, der nærmer sig. Unge og gamle tænkere opkaster
det spøi-gsmaal: Dersom vedaens guder er blotte navne, dersom al
disciplin er en unødvendig plage, dersom alle offere er bedrag, alle
huslige sorger og lyster en snare, al bod blot grusomhed mod os selv
„Samtiden" 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
