Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Prof. F. Max Müller: Buddhas løsning af det sociale spørgsmaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
Na vil det bli klart, naar jeg siger, at i en vis forstand er
buddhisme og velgjørenhed synonyme udtryk. Den buddhistiske broder
lever af sit broderskabs velgjørenhed, af det kloster eller den skole,
han tilhører. Broderskabet lever af mængdens velgjørenhed,
lægfolket, upäsaJcas, der vistnok ikke selv slutter sig til broderskabet, men
som af religiøs pligtfølelse underholder det ved sine almisser.
Vel-gjørenheden er altsaa ligetil buddhismens liv og sjæl, eller, som en
buddhist har udtrykt det: „Godgjørenhed, høflighed, velvilje,
uselviskhed er for verden, hvad hjulets akse er for den rullende vogn."
Men velgjørenheden indskrænker sig hos buddhisterne ikke til at
give almisser; den er en af de seks eller ti høieste fuldkommenheder,
som de kalder pärcimitäs, og blir til den fuldstændige selvopofrelse,
der drives til en saadan yderlighed, at den synes os realistiske
vesterlændinger at udarte og næsten bli grotesk. De seks pärcimitäs er:
velgjørenhed, sædelighed, taalmodighed, alvor, sjælens koncentration,
visdom. Om enhver af disse dyder kunde man skrive, ikke blot
afhandlinger, men bind; netop denne overflod paa stof er det, som ofte
gjør det saa vanskelig at tale om buddhismen.
Buddhismen elsker lignelser. De fleste fabler og parabler i den
europæiske litteratur stammer fra østen. Istedetfor lange filosofiske
og moralske udviklinger gir de buddhistiske skrifter os helst en kort
lignelse. Og der gives en ganske eiendommelig art af lignelser,
som kaldes dscJiätccJcas eller historier om tidligere liv. Hvor
forunderlige de end forekommer os: i buddhismen er de ganske naturlig.
Ingen hindu, hvad enten han er bråhman eller buddhist, var nogensinde
saa taabelig, at han indbildte sig, at hans virkelige tilværelse først
begyndte med livet paa denne jord. Hvorledes denne idé nogensinde
kunde beherske vestens hoveder, vilde være et interessant emne at
studere, — men det ligger udenfor denne afhandlings ramme.
Mens en stor del af vor sædelighedslære grunder sig paa troen
paa belønninger og straffe i et tilkommende liv, grundede den
buddhistiske sædelighed sig paa troen paa belønninger og straffe i dette
liv. Naar vi spør og forgjæves spør, hvorfor et menneske, om hvem
vi ved, at det er godt, overhobes med elendighed og ulykke, mens
et andet, om hvem vi véd, at det er slet, blir delagtig i alle de
velsignelser, livet kan gi — saa er buddhisten aldrig forlegen for svar.
Han siger: det er saaledes, tordi manden i et tidligere liv har gjort
godt eller ondt, som nu bærer frugt. Ifølge den buddhistiske
verdensanskuelse og tro paa det godes og ondes evige kontinuitet kan
det ikke være anderledes. Og den sædelige virkning er saa temmelig den
samme. Den ulykkelige maa erkjende, at han her lider for sine tidli-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
