Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joh. L. Alver: Er der en Gud? - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
315
Aand forudsætter selvbevidst liv, og skridtet fra levende
selvbevidst aand til sympati eller kjærlighed er hurtig gjort; ti sympati er
aandens naturlige funktion, naar den staar ligeoverfor en gjenstand,
der er istand til at vække den.
Ansigt til ansigt med en klippe kan jeg forstaa den, men den
kan ikke forstaa mig eller føie mig, eller svare mig. Der kan derfor
ikke være tale om noget følelsesforhold i den ene eller anden retning
mellem den og mig.
Anderledes er det med et menneskeligt væsen eller endog et dyr.
Det er en gjenstand for sympati eller antipati. Der kan være
gjensidig forstaaelse, gjensidighed i følelsen. Min aand er ikke længer
bare erkjendende. Min følelse er sat i bevægelse.
Dette vel bekjendte og af alle erkjendte forhold løfter vi op i
evighedens sfære. Under forudsætning af, at universets aand er
homogent med, af samme art som menneskets aand, hvad kan der da
være til hinder for at anta følelses-forhold mellem det guddommelige
og det menneskelige, mellem Gud og menneske? Han er ikke blot
og bart gjenstand for min erkjendelse. Jeg kan føie ham, og han
kan føie mig.
Han søger i mig gjenskinnet af sig selv. Han elsker i mig det
fuldkomnes udvikling ud af det ufuldkomne. Han udøser over mig,
nu kun et rudiment af, hvad jeg kan bli, det liv, der er i ham selv,
forat jeg kan hæve mig til høiere liv og vinde frem til friere forhold
gjennem efter hinanden følgende stadier ved guddommelig prøvelse
og tugt.
I ham lever jeg, røres jeg og har jeg min tilværelse. Jeg er
skabt til at føie det og til at vide det, ligesom han føler og ved det.
Under min udvikling fra den nuværende puppetilstand til dagens lys
finder jeg mig sælsomt indviklet i „universets ubevidste vaner". Dets
love virker og reagerer paa mig uden barmhjertighed. Men de er dog
mine beste lærere og opdragere. De første stadier maa
gjennemgaaes, begyndelsesgrundene maa læres, og det kan hænde, at lidelsens
vei er den eneste, der fører til det høiere liv, som den visselig er
den eneste, der fører til den høiere viden. Men intet af dette bringer
mig til at tabe modet. Ti om jeg end ser dunkelt, kan ingen
overbevise mig om, at jeg slet ikke ser, eller at det, jeg ser, kun er en
drøm. Gjennem nederlagenes ydmygelser, gjennem de bitre tabs
smerte og den jordbundne sjæls angst lyder ord af en urokkelig tro
og tillid, der vækker gjenlyd inden i mig: „I ham var liv, og livet
var menneskenes lys, og lyset skinner i mørket, og mørket fatter
det ikke".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
