Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Munthe: Brudstykker - I. Min Vandring paa den decorative Vei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
som paa mig gjorde et særligt (elementært) norskt Indtryk.
Saaledes sorte Hæggebær i sit røde Løv, Bondehusenes Rødt mod blaat
Vadmel, blaa Gjeter, som springer mellem Bar knopper, Fugle med
Rognebær i Munden og ligesom Storstueerindringer i blege Æbler
paa tavlesort Bund. Som Impuls No. 2 stod her min stærke
Forbauselse over deri Selvfølgeliglied, hvormed alt Kunstindustrielt var
og blev importeret hertillands, fra Ornamenter til hele Bygninger.
Og at alt, som vi omgav os med i vore Boliger tilhørte fremmed
Tankegang og fremmed Opfindsomhed, og derfor gjorde os hjemløse
i vor egen Stue. Drageslyngninger var det eneste norske (de er
forresten ikke bare norske), som man drev det til, og som et udslidt
Mundheld saa man dem allesteds, hvor ikke Japanisme blev
anvendt paa samme Maade som Pompeiansk, Gammel-Tydsk og Antikt
— det vil sige i fattig Efterabeise. Det laa nær at tænke paa, at
vi selv havde Planter og Dyr og egen Tankegang til at låve noget
ornamentalt af, men det var ikke gjort. Min Hustru fattede In- •
teresse for dette i sit Haandarbeide, og da hun begyndte at væve,
saa tegnede jeg Mønstre for hende til Aaklæder og med de færreste
og oprindeligste Farver, saaledes som i gammel Væv var brugeligt,
før Forfald kom med Nuancer og Blodløshed i nyere Tid. Det var
Uldens sorte og hvide Farve, jeg tog med, og Potteblaat. Det Gule
farvet med Birkeløv eller Æblebark. Høirødt og modigt Grønt, slig
som de har brugt det i Hallingdal (gjildt men ikke grelt) og dertil
en Anelin, som brugtes saa meget, da jeg var Barn. Rosemaling
havde jeg studeret i Eggedal og seet mangesteds. Jeg vilde blot
følge mit Instinkt, og tog derefter, hvad jeg trængte fra alle Tider
og Stilarter for at låve egen „Stil". Jo mere jeg saa, jo mere
forundrede det mig, at Ingen brød sig om denne gjæstebudsglade
Troskyldighed, men at Alle bare blev ved at hente fra Udlandet
disse uvedkommende Ting. Alt som kan forværre det
Decora-tive er jo i Cours, og dette aabnede meget mine Øine og ansporede
mig. Istedetfor faa og reelle Farver, mange og famlende Nuancer.
Det sultne og magre kaldes „let" og fortrænger det Fyldige. Nogen
Idé er det heller ikke muligt at forbinde med denne udtyggede
Ornamentik, der løber fra Land til Land i Arkitekters Mapper og
tydske Bøger, naar den da ikke, som vi hyppig nok kan se farer
løs paa En med Naturalisme (Vindruer, lyserøde Engle, Fasaner
og Champagneglas). Denne gyselige Vankundighed blev mig ikke
uvedkommende. Den lærte mig i Grunden Alt, hvad jeg behøvede
for at drage Slutninger videre, og det er saa, at jeg paa denne
negative Maade har kommet den ene Trediepart af Veien til den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
