Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ray Nyst: Den litterære bevægelse i Belgien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345
voldsomme poesi virker brutalt paa moderne menneskers skrøbelige
nerver; sterk gjennem sit sprog, der er forvredent og knust som
selve materien, og endnu mere forfærdelig end den, fordi han i
sine vers hverken skildrer dens mildhed eller dens ynde, men kun
griber den i de øieblikke, hvor den viser sig i hele sin
uforsonlighed og sit had. Naar vi aabner hans bøger, sænker der sig over
•os en himmel af bly, ladet med dyster skjæbne og altid harmfuld
mod vor svaghed. Titlerne paa hans bekjendteste digtsamlinger er:
Les Camp ag nes hallucinées og Les Villes tentaculaires, hvor han
■skræmmer den menneskelige svaghed til galskab, med en vild
barbars hjerte, uden taarer og med en skjælvende og forfærdet
fatalists vilde skjønheder, — i mægtige vers, der trodser alle regler.
Ligesom i sine tanker saaledes farer han ogsaa frem i versifikationen
og i sproget, omstøber dem udelukkende til sit eget brug og vækker
kamp omkring sig om denne ret til at støbe sit redskab efter sin
-egen smag, som man vil negte liam. Kampen fylder de belgiske
tidsskrifter, men han svarer kun med nye digte, som er endnu
person-Jigere og endnu voldsommere. — I hans allersidste digte viser han
dog en ganske ny sjælstilstand; der synes at være dalet nedover
ham et slags øm og rolig fred, slig som den kan komme over
hjemløse sjæle, der har fundet forsoning.
Nær beslegtet med og ligesom den prosaiske refleks af Verhaeren
■er I. F. EI s Ian der, en pint sjæl, der piner sproget, — med en
mægtig, men rudimentær opfatning af en menneskehed, der feirer
sine altid forfængelige forhaabningers „sorte paaske" (Päques noires).
Til at slutte rækken af de store flamlændere med nævner jeg
Eugene Demolder, en rigt udstyret natur af god race, hvis lyriske
hjerte eier nye og eiendommelige rytmer. I Ee’cits de Nazareth
gjør han, hvad hans store flamske forfædre, det femtende og sekstende
aarhundredes mystiske og religiøse malere gjorde før ham: han
flytter de hellige begivenheder og historier over paa flamsk
jordbund og i flamsk luft: flugten til Ægypten, Jesu fødsel,
Den forlorne søn. — Man læser denne bog, soin om man bladede
gjennem et evangelium, oplyst af naive hyrdefortællinger, alt i guld
■og klart lys, paa rosenrød baggrund af blomstrende æbletrær, hvor
lyset uophørlig bader sig i mildhed og uendelig straaleglans.
Ved siden af disse storslaaede flamlændere, hvis sjæle ligesom
flommer over og gjennemtrænger naturen, er der andre med mere
lukkede sjæle, som kun ser den refleks af naturen, der speiler sig
inde i dem selv, — som synes at flygte for livets og lysets stød,
■og som kun lar sig gjennemtrænge af et roligt og afdæmpet liv, et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
