Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hugues de Roux: Frank Harris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
365
„Det er godt, saa skal jeg vedde paa dig, og saa skal vi dele
gevinsten."
Et kvarter efter var negeren slagen, og irlænderen gav Harris
seksti shillings, som faldt paa hans part.
Da han havde hjulpet gutten med at vaske saarene, spurgte han
ham:
„Er du flink til at regne?"
„Ja det er sikkert."
„Godt, saa har jeg et forslag at gjøre dig. Jeg er økonom og
proviantforvalter i et stort hotel. Men jeg synes, det er saa kjedeligt
at gjøre op regningerne. Dersom du vil paata dig det, skal du
faa procenter pr. maaned."
Det varede 5 maaneder, før Harris flk bevis for, at irlænderen
snød sin principal paa det gruværdigste. Men saa gik han til ham
med beviserne i haanden :
„Deres intendant," sa han, „drikker sig fuld hver aften, og
han plyndrer Dem. Giv mig hans plads, det er saa mig, som har gjort
arbeidet alligevel i de sidste maaneder. Men jeg forlanger andel i de.
besparelser, jeg skal gjøre Dem."
Hotelverten gik ind paa hans forslag. Harris forblev i denne
stilling, indtil han havde samlet sig nok penge for at virkeliggjøre sin
drøm. Saa reiste han til vesten og kjøbte sig et stykke land, som
saa frugtbart ud. Men det var hans nærmeste nabo, som fandt
guld-aaren og blev i*ig. De nøgterne fortællinger, hvori Harris fortæller
om dette liv i vesten, burde oversættes paa alle sprog. Man lærei*
der at kjende, ikke den sentimentale minearbeider, som andre har
skildret, men dyret i sin struggle for life med sit bytte mellem neglene.
Ruineret efter denne skuffelse blev den unge mand, som nu gik
i sit tyvende aar, coiv-boy i staten Kansas. Det eneste baand,
hvormed han nu var knyttet til fortiden, var en afhandling af Herbert
Spencer. Den bar han altid paa sig og kunde den tilslut udenad.
Mere end et aar tilbragte den fordums baccalaureus med at passe
kvæghjorderne i ensomheden, da tilfældet gjorde-, at han kom til at
overvære et frilufts-meeting, hvor en taler fra Boston, lédsaget af en
landsadvokat, tog ordet om et spørgsmaal, som interesserede
minear-beiderne. Man hørte paa i stilhed, da en stemme pludselig raabte:
„Men dette er jo bare det i’ene vrøvl."
Man vendte sig for at se, hvem som havde talt, og da man saa,
at det var en ung cowboy, som stod der solbrændt i sin store hat
og-vovede at kritisere en taler fra Boston i slige udtryk, brast latteren
ud fra alle kanter. Men Harris havde tilegnet sig Spencers logik, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
