Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Sigurd Ibsen: Den moderne samfundslæres eller sociologiens oprindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
381
lære om det naturlige udvalg og der Marxske doktrin om klassernes
kamp og om de sjælelige socialforeteelsers økonomiske grundlag
forklare os visse processer ved samfundets udvikling. Og sluttelig
maatte en serie af specialfag dels danne dels udvide sig, saa de
kunde forsyne samfundslæren med indhold og stof, med
nødvendige kjendsgjerninger og oplysende eksempler. Saaledes er
sociologien bleven til. Dens fremkomst er kun et led i den
aandsudvik-lingens gang, som stadfæster sig paa hvert et iagttagelsens og
tænkningens omraade, efterhaanden som overtro maa vige for
kundskab, og metafysisk gjætning for positiv indsigt. I kraft af det
samme princip, hvorved alkymi blev afløst af kemi, og astrologi af
astronomi, i kraft af det samme princip er historiens filosofi blevet
afløst af vor nuværende samfundslære.
Men der kommer her endnu en omstændighed til. Sociologien
er ikke bare det intellektuelle produkt af de lærdes forskning, den
er ogsaa det moralske og praktiske udslag af en tidens trang, og
denne trang har uden tvil fremskyndet dens udvikling. Aldrig har
samfundsspørgsmaal været oppe i saadan mængde som nu, og
aldrig har samfundsbegrebet været saa dominerende. Vi er langt, langt
borte fra Rousseau og hans ubegrænsede tro paa det suveræne
individ. For os er samfundet altomspændende og
allestedsnærværende: det væver sine traade ind i alle menneskelige forhold.
Videnskaber, som før kunde hævde en selvstændig tilværelse:
nationaløkonomien, som var bygget paa den individuelle
egennytte, strafferetten, som var bygget paa den individuelle
ansvarlighed, de maa alt mere og mere bøie sig ind under den
sociale teori og den sociale politik. Det sociale element har
gjennemtrængt historieskrivningen og den litterære kritik, man
behøver bare at se hen til en Taine, en Georg Brandes, og
ingen historiker eller kritiker vil nutildags skildre en
politisk eller litterær personlighed som en alenestaaende foreteelse,
løsrevet fra det samfund, som vedkommende virkede i og selv blev
paavirket af. Og nu skjønlitteraturen selv: det moderne drama,
den nyere roman, som med forkjærlighed skildrer den enkeltes
konflikt med samfund og vedtægt, hvor samfundet spiller nogenlunde
den samme rolle som den gamle „ananke", skjæbnen,
naturnødvendigheden i den græske tragedie. Vore oldefædre kjendte noget
til den sociale roman, men vi har lært den at kjende gjennem
Dickens, Sue, Victor Hugo, George Sand, Gustav Freitag, gjennem
vore egne nationale forfattere, for ikke at tale om Emile Zola, i
hvis bøger de enkelte figurer mange gange rentud drukner i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
