Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Bierfreund: Georg Brandes: William Shakespeare - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
391
de samtidig skrevne Lystspil med, og man vil se det samme: den
næsten overnaturlige Kraft, hvormed Sh. behersker sit Stof. Han
kan gøre, hvad han vil, han kender som intet Menneske før
eller efter ham Menneskehjertets Kroge, alle Lidenskaber og
Stemninger, og han kan give dem alle Udtryk: han kan spille douce som
aldrig nogen før ham, og han kan stemme Instrumenterne op, saa de
klinger som Havets Brølen og Himlens Torden og Stormens Hvin;
men ikke et Øjeblik slipper han sit Tag. Der er den
vidunderligste Orden i det hele; overflødige Personer, saadan som samtidige
Dramatikere havde dem, findes ikke mere hos ham. I hans
Ungdom hoppede der nu og da en Klown ind imellem to Scener;
saadan gjorde hans Forgjængere og Læremestre; de var umaadelig
fornøjelige, repræsenterende „det glade Vanvid"; lidt efter lidt lærte
han at bruge dem i Handlingen, hvad hans Forgængere aldrig
havde tænkt paa, eller til at stille Hovedpersonen i Relief, som
Falstaff agerer Baggrund for Prins Henrik. I denne Periode
forsvinder de harmløse fornøjelige Klowner; eier er ingen Brug for
dem; men de staar op i Klownen, der følger Lear som hans Skygge;
Fornøjeligheden og Godmodigheden har givet Plads for Trofasthed
og et skærende Vid; Lear kan slet ikke tænkes uden sin spottende
Følgesvend.
Alt dette skildrer Brandes os som skrevet under en stigende
Bitterhed, stadigt voksende Mismod paa Grund af Verdens Ondskab
og Foragt for Menneskene, en Stemning, der gradevis tiltager, saa
den tilsidst tager Magten fra Shakespeare og faar ham til at se
alting sort. Hvorvidt det er Tilfældet eller ej, ved jeg ikke. Hvad
Dr. Brandes fremfører til Bevis er, foruden Digterens egne Værker,
Begivenheder og Forhold, der kun i meget ringe Grad vedkommer
Digteren, og som i al Fald næppe vilde nedstyrte ham i dyb
Fortvivlelse og Tungsind; man bliver ikke 40 Aar gammel uden at se,
naar man er en nogenlunde god Iagttager, at de, der kommer
oven-paa i Verden, kun naar den Stilling ved at benytte Midler, som
alle andre end de selv fordømmer, og at Uret er Magt. Men
Shakespeare var ikke et forkomment Geni, der var blevet trykket
til Side, og som saa klagede og jamrede over Verdens Ondskab.
Han var en meget praktisk Mand, der ogsaa brugte Albuerne,
indtil han havde faaet sit paa det Tørre. At hans Sind, da den første
Ungdom var forbi og dermed den instinktmæssige Glæde over det
glade og fri Liv i London, selvfølgelig ogsaa blev alvorligere og
stemtes til Alvor, er kun naturligt. Men Brandes vil lade disse Værker
være blevne til under en tiltagende Forstemthed og dermed føl-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
