Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Bierfreund: Georg Brandes: William Shakespeare - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
393
•skrevet det. Dem vil det altsaa ikke kunne nytte at kæmpe med
•eller mod. Men er der ikke indre Kriterier, hvorefter man
nogenledes kan slutte sig til Shakespeares Forfatterskab af et givet Drama.
Vilde der ikke hos en saadan Digter, selv om han mistede al
Tro til Menneskene, selv om han blev sveget og bedraget paa alle
Sider, eller selv om han blev syg og aandelig svækket, dog altid
blive noget tilbage, der var fast, noget der i alle Tilfælde lignede
•eller mindede om hans tidligere Arbejder? Og er der noget
saadant i Troilus og Cressida?
Jeg vil svare, at Versifikationen ligner den Shakespeareske.
Men den havde været fremme for Publikum saa længe, at der var
mange, der kunde gøre den efter i det rent ydre. De indre
Egenskaber kan det ikke nytte at strides om: jeg finder Versene i dette
Drama kedelige og udtryksløse; i Shakespeares Vers bruser
Musiken, og han kan spille paa alle Instrumenter fra Orgel til
Piccolofløjte. — Men ellers er der ingen Lighed: som Drama er det løst
og usammenhængende som intet tidligere af Digterens Arbejder.
Fire fem forskellige Handlinger løber ved Siden af hverandre uden
at forbindes, hvad der ellers aldrig er Tilfældet hos Shakespeare;
han har ofte to eller tre Handlinger i et Drama, som næsten alle
hans "Samtidige; men han væver dem ind i hinanden, saa de
slet ikke kan skilles. Hvem har ikke hørt den gamle Anekdote om
Irlænderne, der spillede Hamlet uden Hamlet; prøv det; det lader
sig ikke gøre. Men Troilus og Cressida kan udføres — hvis det
overhovedet er spilleligt — uden Titelfigurerne; de kan skæres helt
ud. — Og nu Personerne i Stykket: først de to Elskende. Troilus
•er et Mæhæ, et enfoldigt, trofast Mandfolk, der aabenbart ikke har
kendt andre Kvinder end Cressida; Shakespeares Mænd er i Reglen
ustadige, og i al Fald ikke ukendte med Kvinder. Hun derimod er et
Stykke Kvæg, der trækkes fra Tyr til Tyr, uden Spor af
Selvbestemmelsesret; først faar Pandar hende kopuleret med Troilus,
dernæst føres hun bort fra denne og bliver straks en andens
Bislaa-perske, uden Tvang og uden Elskov. Hun er som en Stuepige i
mit Fædrenehus, der giftede sig med Jens, skønt hun sagde, hun
holdt mest af Knud, hvem hun ogsaa kunde have faaet. — Er det
Shakespearesk? Kan der vises et eneste Eksempel paa noget, der
peger i den Retning, i noget af de utvivlsomt ægte Skuespil?
Altid, ufravigelig og uden Undtagelse bestemmer
Shakespeares Kvinder over deres eget Legeme og giver det
hen til den, de elsker, og ikke til nogen anden. Og
Shakespeare har lige skildret Kleopatra, der er lunefuld, upaalidelig og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
