Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Theodor Bierfreund: Georg Brandes: William Shakespeare - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
omskiftelig som Vinden, men som ødelægger Individer og Riger,,
blot for sin Elskovs Tilfredsstillelses Skyld.
Men, siger Brandes, Shakespeare foragter i Øjeblikket Kvinden
med en Foragt uden Maal; derfor skabte han Cressida. Eh bien! Men
saa alle de andre Figurer i Stykket; er der en eneste, der er formet,
som Digteren ellers plejede at forme sine Skikkelser, en eneste, der
er konsekvent? Dr. Brandes siger selv nej; de siger uafladelig
Ting, der slet ikke stemmer overens med deres Karakter, de taler
vidt og bredt om alt muligt mellem Himmel og Jord, som ikke har
det fjerneste med Handlingen at gøre, og deres uendelige
Snakkesalighed er kedelig som Gammelmandsvrøvl. Brandes siger, det er
Visdom og Statsklogt; jeg siger, det er Skolemesterpedanteri og
Truismer, selvfølgelige Selvfølgeligheder, og jeg tror, jeg vil faa Flertal
for min Opfattelse; men da Troilus og Cressida ifølge Brandes’s
Fortolkning er skrevet som et Udtryk for Digterens Harme over
Publikums Dumhed (ovenikøbet med udhævede Bogstaver; det Publikum,
som han skyldte sin Velstand), er jeg bange for, det nytter ikke
at appellere til Flertallet. — Blot to Eksempler til paa, hvor langt
Shakespeare er gaaet tilbage saadan uden Varsel: Thersites,
Skændegæsten. Han er Stykkets Klown. I andre Forfatteres Stykker fra den
Tid er Klownen er Person, der gaar igennem Dramaet uden at have
noget med Handlingen at gøre; hos Shakespeare er han inderlig
forbunden med Handlingen eller i det mindste uadskillelig knyttet til
Hovedpersonen. Her er Klownen fuldstændig overflødig; han bruges kun til
at skælde ud, fuldstændig meningsløst. Shakespeares Klowner var
engang lystige; selv i Antonius og Kleopatra har vi én af hans
godmodige, dumme, morsomme Bønder; og Falstaff var ikke blot selv
vittig, men Aarsagen til Vid hos andre. — Og Narren hos Lear:
hans Vid er skærende som en Ragekniv, den højeste Poesi og
bitreste Levevisdom. — Og nu Thersites! Oh du milde Gud og
Skaber! han bestiller ikke andet end at kæde Skældsord til
Skældsord, meningsløst, fantasiløst, uden Vid uden Brod. Man skal
gaa helt tilbage til det gamle Stykke om Henrik V, Sh.’s Grundlag
for Henrik IV, for at finde en lignende Opramsning af Skældsord.
— Og saa til Scenen mellem Hektor og Andromache (A. V. Sc. III).
Staar Shakespeare virkelig saa langt under Homer, at han ikke, selv
om han ikke havde læst det Sted i Oversættelse, skulde have kunnet,
ved Hjælp af en Antydning, gøre noget bedre end denne
Afskeds-scene, der er saa tør som en gammel Pind. Man huske dog, at
han har skrevet to saa dejlige Afskedsscener mellem Mand og
Hustru som dem mellem Portia og Brutus (Julius Cæsar II. I) og;.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
