Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Léon Hennebick: Sociale forholde i Belgien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414
midt under de arbeiderkampe, som foruroligede vort land i disse aar,
i modsætning til La Jeune Belgique med sine teorier om kunsten
for kunstens skyld og den professionelle kunst, — den uafhængige
og allestedsnærværende kunst, der skulde være en social-magt,
knyttet til alle det moderne livs omvekslinger og overraskelser.
Oprøret naaede provinserne; der opstod det ene tidsskrift efter
det andet. — — Det betydeligste er La Wallonie, redigeret af
Albert Mockel, paa engang en voldsom revolutionsmand og en
idealistisk symbolist, hos hvem der trods den romanske sanselighed
ogsaa ytrede sig indflydelse fra den germaniske idealisme; og derved
skiller han sig ud fra sine landsmænd i vest, der mere udmerker sig
ved den brutale kraft.
Denne gruppe beholdt som høvding Camille Lemonniers mægtige
personlighed: han havde nu offentliggjort Therese Mounique, sin
beundringsværdige studie La Belgique, L’ Hystérique, Le Possédé, La
Dame de Volupte’, La Fin des Bourgeois. Alle disse verker betegner
■en udvikling henimod en mer og mer social kunst og var praktiske
indlæg for de teorier, som forfegtedes af L’Art moderne. La Fin
des Bourgeois, som maaske er hans mesterverk, og hvis titel er
tilstrækkelig oplysende, betegner denne udviklings kulminationspunkt. —
Det var under paavirkning herfra, at La Maison du Peuple i Bryssel
oprettede en egen afdeling for kunst og undervisning. Her skulde
arbeiderne, som om dagen hang over sine maskiner og sit verktøi,
komme hen om aftenen og af kunstnerne indføres i de aandelige nydelser.
Dette var de to hovedstrømme i bevægelsen: formtilbederne, de
gamle franske parnassiens paa den ene side, — og paa den anden de
heftige revolutionsmænd, som voldsomt vilde indføre de sociale idéer
i litteraturen; — La Jeune Belgique paa dene ene side og L’Art
moderne paa den anden.
Der skulde snart ogsaa komme en tredie strøm, som var
eiendommelig ved idealisme og mystik og religiøsitet.
Den parnassiske poesi var indsnevret i konventionelle regler fra
den absolute klassicisme. Blandt de love, som romantikens anfald ikke
havde rokket, var først og fremst rimet og det ensartede antal
stavelser i verset. Den store franske digter Verlaine bragte
forvirring i opfatningen. Han ombyttede det faste rim med den
bevægelige rytme og lavede uparrede og ulige vers, ikke i kraft af
nogen teori, men gjennem instinktiv følelse af harmoni. Hans arbeide,
som var præget af en betagende oprindelighed, gjorde et dybt indtryk
paa de belgiske digtere. Verhaeren fulgte hans eksempel og gik endnu
videre i anvendelsen af le vers libre. Men ved siden af disse moclifi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
