Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Snorre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
418
ingen blond Ingeborg, vemodigt og længselsfuldt stirrende ud i det
endeløse rum.
Man blader fort igjennem heftet for først at se paa de store
billeder; men nei — de findes ikke.
Hist og her en initial, noget sort krimskrams henne i det ene
hjørne af siden, nogle uforstaaelige smaa rundinger, rare figurer,
som herren maa vide, hvad de skal betyde.
Høist besynderligt.
Man lægger heftet fra sig med en følelse af at være snydt for
noget. Er man saa tilfældigvis journalist, sætter man sig
øieblikke-lig ned og skriver i ærgrelsen en notis: „vi haaber, at
illustrationerne i de følgende hefter vil bli mere aandfulde end i dette hefte";
— eller: „vi vil henstille til forlæggeren at sløife illustrationerne
for cle kommende hefter".
Vi andre, som ikke er nødt til at gjøre os saa fort færdige
med enhver ting, tar imidlertid heftet frem igjen næste dag. Der
har faldt os noget ind: Christian Krohg, Gerhard Munthe, Eilif
Pettersen, Erik Werenskiold — det er dog kunstnere, som har en
fortid; de har kanske havt en tanke meel det, de har gjort,
alligevel. — Det var jo heller ikke igaar, de fik den idé, at de vilde
illustrere vor litteraturs stolteste bog; den har været længe
forberedt, og om en af dem, Gerhard Munthe, er det almindelig
bekjendt, at han i adskillige aar har beskjæftiget sig med beslegtede
emner.
Der er maaske dog noget ubilligt i dette: en betydelig kunstner
bruger flere aar af sit liv til at fordybe sig i et emne, lian spænder
sin fantasi til det yderste for at gjøre sit ypperste; han ved, at
hans sjæl lever i hans arbeide; — en journalist ser paa det om
formiddagen, og om aftenen paafører han publikum sin uforgribelige
mening: aandløst, overflødigt.
I og for sig kan det jo være noksaa ligegyldigt, hvad en saan
bladmand mener eller ikke mener om kunst naturligvis; men en avis
er en forfærdelig magt; den disponerer til en høi grad den offentlige
opinion og gjør ofte saamegen skade, at den sinker udviklingen i
aarevis. Især er det ligeoverfor alt nyt af den største betydning,
at publikum ialfald kan faa lov til at være nøitral nogen tid,
selv om det ikke stemmes til velvilje.
Hurtige, fordømmende domme er derfor altid forkastelige, for
ikke at tale om, at de i regelen ogsaa er dumme i et land som
vort, hvor kyndigheden i disse spørgsmaal som oftest maa erstattes
med selvgodheden.
Jeg vil derfor opfordre mine læsere til, istedetfor at lægge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
