Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Snorre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
Vi kan naturligvis ikke undgaa at omgi os med dekorative
gjenstande; men ornamentikken er hjemført, bestaar i fattig efterligning
af de gjængse, udenlandske stilarter, renaissance, antik, japanisAie,
gammeltysk (kfr. Munthes artikkel i forrige hefte); den hjemlige
tradition er blit mere fremmed end det importerede. Her er netop
Munthes uvisnelige fortjeneste, han har i mange aar i skrift og.
gjerning kjæmpet en energisk og temmelig ensom kamp for det
hjemlige i det haab „at faa ophjulpet de indre organer til
at forstaa og føie med", føie og forstaa norsk; dette Munthes..
arbeide er et væsentligt led i vor virkelige nationale udvikling,
ganske anderledes betydningsfuldt end flagskraalet o. dsl., fordi det
søger at bygge vor selvfølelse indenfra og ikke udenfra. — Men
foreløbig er som sagt norskheden en vanskelighed mere.
Og hertil kommer endelig, at kunstnerne i sine illustrationer
har søgt at gjøre sig til medborgere af en svunden tid, den tid, da
Snorre levede. Dette gjælder især Munthe; han har ladet sig
inspirere af sagatidens ornamentik, og ud fra dette udgangspunkt har
han skabt frit i den tids aand, som teksten behandler. Werenskiold
virker, ialfald i de fleste billeder, med mere moderne midler, og
heri — i denne uoverensstemmelse — ligger, saavidt jeg kan skjønne,,
en svaghed ved det foreliggende hefte. Det havde været ønskeligt,,
om en og samme kunstner havde kunnet besørge alt; der blir
gjennem de forskjellige kunstnerindividualiteter et brud paa enheden,,
som virker forstyrrende; dette vil sandsynligvis -t- hvis vi tør
dømme efter prøvebillederne — bli endmere fremtrædende i de
følgende hefter, hvor ogsaa Krohg og Eilif Pettersen træder til. —
Men naar man paa den anden side iagttar det umaadelige arbeide,
som er nedlagt i disse tegninger, vil man snart indse, at det vilde
være en uløselig opgave for én enkelt kunstner at gjøre det hele.
I det foreliggende hefte interesserer Munthe mest, ligesom det
jo ogsaa er ham, som har tat brorparten af arbeidet.
Omslaget er ypperligt, vi sættes med én gang ind i det vilde
sagaliv; en regn af utallige pile farer henover siden, flammen
slikker mod himmelen, mægtige røgskyer vælter sig udover; vi er inde
i det uveir af krig og ufred, der gaar gjennem hele Heimskringla;
paa bagsiden er der brand, knitrende brand med fygende gnister,
slig som de gamle nordmænd tændte den, baade naar de ryddede
de endeløse skove og naar de brændte sine fiender inde. I midten
er anbragt en prægtig ornamental rose, „Olafsrosen", som den
kaldtes i Hallingdal, hvor Munthe har fundet den indflettet i
snit-verket paa tingstuen paa Sundre. Den er det eneste af alle
dekorationerne, som ikke er original.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
