Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Robert Burns. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
ancl muck oppress’cl, and bruis’d slie was,
as priest-rid cattle are.
Han tog da med liv og lyst del i fejden mellem „de gamle
lys" og „de nye lys", cle gammeldags strænge og de nymodens
maadeholdne præster. Der morede ham sagtens ogsaa at sige
præsterne tak for sidst, da de havde ordet over hans synder. Og
han sloges tillige for sin ven Gravin Hamilton, som præsterne var
paa nakken.
Burns var imidlertid ikke uden religion. Han regnede sig
vistnok bestandig for en kristen. Som bonde holdt han husandagt
med folkene efter gammel skik. Heri havde dog nok den
dramatiske drift i ham sin del. Hans digterfantasi virkede med og drev
lidt mummespil, baade naar han optraadte som Don Juan i vadmel
og som den værdige husfader. Hans religion var væsenlig en vag
deisme, et ængsteligt ønske, siger Carlyle, ligesom Rabelais’ un
grand peut-etre. Hans tro paa et efterliv svinger hid og did, snart
mener han, det er sikkert, snart synes han, at tanken er for smuk,
til at den kan være sand. — Naar man maler ham som pint af
anger, navnlig over sine elskovsforhold, misbruger man sikkert de
stærke farver. Han kunde føie .flygtige stik af anger, især naar
han blev syg, og hans stemning kunde slaa ned til mismod og
fortvivlelse. Men disse følelser stammede gærne fra utilfredshed
over hans stilling i verden og mistvivl om at kunne bane sig en
vej. Nogle af hans mørkeste digte er dem, han skrev, da
skandalen med Jean gik for sig i 1786; men man vil forgæves lede
om religiøs anger i dem (Mountain Dcdsy, The Lament,
Despon-dency, Ruin). — Det maa da kaldes en svær overdrivelse, naar
Carlyle, som altid slaar ud med armene, siger, at „den sorteste
fortvivlelse samlede sig over ham, kun brudt af angerens røde lyn",
eller naar Shairp mener, at han væsenlig tog til Edinburgh i haabet
om at slippe fra „cle angerens og fortvivlelsens dæmoner, som i
mange maaneder havde forfulgt ham". Burns tog knap sagen saa
højtidelig; det var næppe for at drukne samvittighedens røst, at
han morede sig i Edinburgh. Mens han var hjemme i sommeren
1786, følte han vel et pinligt ubehag ved at være i en fæl knibe;
men da han red mod hovedstaden, sad den sorte sorg vist ikke
synderlig tung bag paa hesten. En sund sjæl skyder hurtig sorgen
fra sig som et sundt legeme slaas med sine bakterier. Jeg tror
ikke, Burns sang bodssalmer, da han havde vendt sognet ryggen;
han har snarere nynnet:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
