Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Vendetta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
og at alle mennesker smuttede lydløst bort — ind i huse og
gadedøre.
Det regnede sterkt; hele gaden var en eneste søle; fra en
kafe lige ved strømmede lidt lys ud over pytterne.
Jeg fortsatte min gang ind i gyden.
Da ser jeg med et, at der ligger en sort mand ved siden af
den røde masse, og at den sorte mand slaar — men i næste
sekund, da han hæver haanden til slag, ser jeg en kniv blinke i
hans haand — jeg ser, at den røde masse ved siden er et
menneske — en svær, tyk mand med en rød kappe — og den sorte
mand stikker ham i brystet — atter blinker kniven i lygteskinnet
—: han stikker, stikker, stikker — —
Men ikke en lyd høres — uden regnens ensformige surlen
gjennem tagrenderne og larm af vogne borte ved piazzaen.
Det hele i et nu!
Da jeg var kommen nogle skridt fra gruppen, reiser den sorte
mand sig, tar etpar lange skridt ud i mørket — henimod piazzaen.
Manden i den røde kappe krymper sig sammen, vrider sig som
en orm — kappen falder af ham og blir liggende i en klump midt
i gaden — han reiser sig op paa knærne, strækker hænderne op i
luften som krummede klør —» en blodstrøm sprøiter ud af hans
mund, lige imod mig; — saa brister han overende uden en lyd og
styrter næsegrus ned i sølen.
Jeg blir et øieblik staaende ganske raadvild og overvældet, —
saa kommer der nogle mænd stille ud af kafeen i smuget og stiller
sig rundt den saarede.
Da farer det gjennem min hjerne: nu faar morderen flygte sin
vei, hvis ingen følger efter ham, og jeg sætter afsted ind i den
mørke gyde.
Jeg har ikke gaaet mange skridt, saa staar morderen ret
foran mig.
Han staar ganske stille og ser sig tilbage; der falder et svagt
lysskjær over ham. Han holder kniven op i lyset, ser paa denr
lar den blinke, snur den flere gange op og ned.
Det er et stygt vaaben, bredt inde ved klingen, men løber
tveegget ud i én skarp spids.
Da han sér mig, vender han sig og gaar langsomt videre ind
i smuget.
Det forundrer mig, at han ikke forsøger at løbe bort. — Og
at han gaar og holder paa kniven — krampagtigt — ser paa den
atter og atter — næsten forundret.
„Samtiden" 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
