Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Söderberg: Litteraturbrev fra Sverige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29
koster lige meget og har nøiagtig det samme typografiske udstyr,,
og dog er den ene en godtkjøbsudgave, den anden en luksusudgave.
Den ene, godtkjøbsudgaven, trænger ned i meget brede lag af
publikum, endog langt ned til dem, som ellers nærer samme respekt
for ideer og poesi som umusikalske folk for symfonikonserter.
Digteren og tænkeren bevarer overfor disse fortræffelige mennesker sit
inkognito — en lykkelig gave! — og narrer dem til at høre en
hel symfoni tilende, og at høre den med megen fornøielse, til og
med i den sikre tro, at det er noget i samme stil som „Hon
är den enda, jag har kär". Jeg kaldte det en lykkelig gave, denne
digterens evne til at bevare sit inkognito ude blandt mængden;
den har ogsaa en anden egenskab, den nemlig ikke at bli andres
lod end deres, der i lighed med Per Hallstrøm ikke har efterstræbt
den. Andre har med hensigt søgt at tilvende sig den og sætte
den i system; det er ikke lykkedes, eller det er undertiden lykkedes
saa altfor godt, at inkognitoet aldrig er blevet røbet og
forfatterskabet er blevet udelukkende en godtkjøbsudgave.
Men den anden — luksusudgaven — blir faatallets eiendom.
Og da vi naturligvis alle hører til faatallet, er det med den, vi
har at gjøre.
Tag en af disse ni fortællinger, der er saa indbyrdes vidt
forskjellige med hensyn til emne og milieu, som var de verker af tre
eller fire forskjellige forfattere, og dog saa umiskjendeligt børn af
samme udprægede personlighed. — Tag f. eks. „Amor" : en ganske
hverdagslig og alligevel temmelig bizar historie, som man i
begyndelsen næsten vil ta for en humoreske, i den grad kommer
morsomhederne slag i slag. Men man merker snart, at forfatteren
har noget i baghaanden. Fra det hverdagsliges bund reiser det
almenmenneskelige sig, bizarreriet og pudsighederne svinder bort
— de var der heller ikke for sin egen skyld — og humoresken
forvandles til et gribende lidet kunstverk, som man ikke glemmer.
Per Hallstrøm skriver en prosastil, som bestandig forudsætter,
at læseren øieblikkelig skal træffe de tonefald, hvormed forfatteren
i tanken har sagt sætningen. Hans stils særegne ynde ligesom
ogsaa dens mangler har sin grund just i denne tillid til læserens
evne til at recitere ret. Den faar derigjennem mere smidig
naturlighed end vellydende og sikkert afveiet form; den nærmer sig,
naar den staar paa sit høieste, et sjælelivets umiddelbare fonogram
med evne til at gi evighed endog til den flygtigste nuance af en
tanke, en stemning. Den popularitet, Per Hallstrøm allerede har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
