Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Georg Adler: Fra samfundsteoriernes historie - II. D’Israeli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
i et fremadskridende land, og at det frygtede masseherredømme
vaiet skrækkebillede uden virkelig baggrund. Og saa rakte han haanden
til en reform, som forøgede vælgernes antal med mere end en halv
million — mest arbeidere. Dette skridt er en af de allervigtigste
kjendsgjerninger i den engelske socialhistorie. Ti for det første var,
som det snart viste sig, en endnu mere vidtgaaende udvidelse af
stemmeretten kun et tidsspørgsmaal — saaledes som den da ogsaa
virkelig kom i 1886 og omtrentlig fastslog den almindelige stemmeret
—, og dernæst er der i følge med reformen opstaaet en formelig
vecldekamp om arbeidernes gunst mellem de liberale og de konservative.
Og ogsaa her gik d’Israeli i spidsen. Han støttede nemlig den engelske
arbeiderbevægelse, som netop i disse dage havcle mistet sin
revolutionære karakter og mere var slaaet ind paa selvhjælpen og
fagforenings-væsenet, og som af lovgivningen var behandlet med stor
mistænksomhed. Grundlaget for dette forandrede forhold bød resultaterne af en
i 1867 nedsat undersøgelseskommission, der — som d’Israeli meel rette
maatte vente sig, bortjog publikums fordomme mod arbeidernes
selvhjælpbestræbelser. Saa kom lovene af 1875 og 1876 istand, som
udstyrede fagforeningerne meel alle ønskelige rettigheder og i videste
omfang indrømmer streike-frihed, forsaavidt der ikke øves direkte
tvang. Og disse love blev vedtagne, først efterat regjeringen paa
forhaand havcle underhandlet med arbeiclerbevægelsens førere. De
engelske fagforeningers kongres i Glasgow fattede clerfor ogsaa næsten
enstemmig den beslutning at udtale det konservative parti „sin
uindskrænkede anerkjendelse for clen største velgjerning, som nogensinde
var ydet arbeidets sønner." Endelig har d’Israeli bragt de vidtrækkende
love af 1867 og 1878 om arbeiderens beskyttelse i verksteder og
fabrikker til afslutning.
Nu staar ganske vist endnu d’Israelis socialaristokratiske program
tilbage: praktisk kom det frem i anbefalingen af det patriarkalske
regimente i fabrikvæsenet, af arbeidsgiverens velgjørenheclsindretninger.
Her skulde altsaa allerede efter clen unge d’Israelis forslag staten intet
gjøre, og clerfor kunde heller ikke ministeren lord Beaconsfield
udrette noget.
Eor at fuldstændiggjøre billedet maa vi endnu kaste et blik paa
ministerens udenrigspolitik, da den først stempler ham som clen sande
imperialsocialist; ti under ham gik England atter igjen efter
aarhundreder aggressivt frem i alle verdensdele. Sine grundsætninger paa
dette omraade har han selv engang formuleret i parlamentet:
„Professorer og talere opfinder systemer og principer; men man vil
forhaabentlig ikke overlade Englands skjæbne til gutter og pedanter. De sande
statsmænd er kun besjælede af magtens instinkt og kjærlighed til fædrelaudet."
Og allerede i sin første politiske brochure, da han endnu ikke
var 30 aar gml., sa han:
„Store aander kan endnu opstaa, gribe det vaklende ror og føre skibet
gjennem det stormende ocean, aander, hvis stolte bestemmelse det maaske er
baade at vareta rigets glorie og folkets lykke." (What is lie?)
Denne rolle, som han drømte om i sin ungdom, har han
bogstavelig spillet et halvt aarhundrede, efterat disse ord blev nedskrevne,
han, „clen fremmede, uden en draabe engelsk blod i sine aarer", som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
