Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Robert Burns. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
sit eget; han sér lige incl og taler lige ud. I en tiel, eier gærne
vilde være klassisk, er han derfor den mest græske.
Burns var dog ingen nybygger i poesien. Lang gør
opmærksom paa, at han altid gik ad banede veje. Han brugte sine
forgængeres versemaal. Sin yndlingsstanze tog han fra Fergusson.
Ogsaa i æmnevalg følger han dennes eller andres spor. Men man
ser ved Burns som ved Shakespeare, at skind og skelet ikke er
det væsenligste; det kommer an paa, hvad der ligger imellem.
Burns har sat sine formænd helt i skygge. Han ejede den
kvintessens, som forvandlede deres hæderlige messing til poesiens guld,
og det ægte metal blev hans i kraft af geniets ret. De andre kan
have den ære, at messinget, var deres.
Det mest yndede af disse digte er maaske The Cotter’s Saturday
Night. Det kunde man mindst taale at miste, sagde Lockhart, og
andre er enige meel ham. Denne yndest skylder digtet dog mere
sit æmne end sit kunstværd. Det har fortrinlige enkeltheder som
stanzen om den kolde blæsende novemberaften, hvor den trætte
bonde gaar lijem over heden; billedet af lørdagskvælden i hytten
med dens hygge, det venlige familieliv, den kærlige aarvaagne
husmoder og den fromme fader er malt med sanddru ømhed — Burns
tænkte paa sin egen fader — og digtet er udarbejdet meel stor
omhu. Men som. helhed er det ikke godt. Det mangler harmoni,
sprogtonen skifter, det stivner i enstonigt retorisk taktslag,
verse-maalet ligger ikke for ham,
Hctlloween er et langt bedre digt. Her er sproget helt ægte,
og versene lever. Det fortæller, hvordan de unge karle og piger
efter gammel skik prøver at faa deres tilkommende at sé, og hvor
komisk uheldig de kommer fra det. Farverne er saa friske, man
hører kluk af latter og suk af længsel og mærker et let gys af
uhygge. Kun føler man en smule ubehag ved selve opregningen
af de overtroiske skikke. En anmælder priste digtet, fordi det
„ligesom Vergils 8de ekloge vil bevare mindet om disse enfoldige
besværgelser". Men et digt skulde helst gaa sin egen vej uden
svinkeærinder.
„De to hunde" med deres samtale om bønder og herremænd
har en hvas tendens, og ordene falder skarpe; men angrebet bæres
af en varm vrede over man’s inhumcinity to man og holdes poetisk
frit ved de brave hundes vid og venskab og sunde forstand. —
Det bevægede samspil mellem munterhed og harme, lune og
medfølelse er idethele betegnende ,for Burns’ digtning. Stemningen
bliver en enhed af smil og taarer. Saaledes i versene om det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
