Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Georg Adler: Fra samfundsteoriernes historie - Napoleon III som statssocialist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
"vælges af kolonisterne, idet de ogsaa ter tilstedeværende „midlere"
fungerer som valgmænd. Dog har regjeringen opsigt med alt og kan
■afsætte udygtige bestyrere. Da hundredetusener paa deune maade
faar beskjæftigede, vil lønnen overalt stige, nye industrigrene vil
opstaa, og dermed vil den økonomiske depression ophøre af sig selv.
Og saa „vil fattigdom ikke længere føre til revolution og rigdom ikke
længere til udsugelse. I fremtiden vil man da kunne si:
kristendommen har skaffet slaveriet ud af verden, den franske revolution —
livegenskabet, de demokratiske idéer — fattigdommen."
Det var Napoleons socialpolitiske program, da han endnu sad i
.sit fængsel som en hjemløs prins og grublede. Hvad skede nu til
dets virkeliggjørelse, da han besteg Frankriges trone, udrustet
saagodtsom med en romersk Cæsar-s magtmidler ? Vil man besvare dette
spørgsmaal rigtig, saa maa man ikke glemme, at Napoleon kun ved
mened og forbrydelse, ved smuds og blocl, havde banet sig veien til
sin stilling og derfor stadig maatte være paa sin post mod al den
mistro og hevn, som nutildags altid ligger paa lur efter en illegitim
magthaver. Hans allerførste tanke maatte være: at se sig om efter
mægtige piller og bæredygtige støtter for det imperialistiske regime
•og om muligt hindre enhver modstrømning i at komme op.. Den største
forhaandenværende magt i et katolsk land er kirken. Derfor søgte
Napoleon fra begyndelsen af at knytte et saa inderligt baand som
bare muligt med kieresiet. „Min regjering er — erklærede han
allerede i 1852 — jeg siger clet med stolthed, den eneste, som har
understøttet religionen for dens egen skyld; den opretholder den ikke
som et politisk verktøi, ikke for at behage et parti, men alene af
-overbevisning." Og da han senere gav sig ikast med sine
socialpolitiske projekter, satte han dem i nær sammenhæng meel sin kristelige
■overbevisning, idet han forkyndte: „Jeg vil erobre den talrige del
af befolkningen, der neppe kjender Kristi navn, og som neppe har
til sit livsbehov, ■—■ tilbage til religionen, sedelighed og velstand."
•Og han opnaaede ved sin lydighed mod de klerikale krav faktisk, at
geistligheden støttede hans regiment og feirede ham selv „som Herrens
udsending, hans naades udvalgte, hans guddommelige raadslagningers
Tedskab". Dernæst maatte det endvidere være Napoleons, usurpatorens,
bestræbelse at knytte alle interesser til sit regimente, „og i
virkeligheden har heller ingen ståt -—• siger Treitschke — i den nyeste
historie saa utilsløret som clet andet keiserdømme benyttet sine borgeres
egoisme." For Napoleon maatte det saa meget mere være
magtpaaliggende, at alle forretninger gik godt, som han vidste, at „i dette
centralisationens land tilskrev den offentlige mening bestandig regjeringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
