Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
reserveret, nølende over lians udtalelser. Det et neppe praktiske
klogskabshensyn, der dikterer ham denne forsigtighed, skjønt de
ogsaa kom med i spillet. Saa fri og skarp en tænker, som
Holberg-var, staar han dog meel den ene fod i det syttende aarhundrede.
Han havde desuden sin opmerksomhed mere henvendt paa større
og mindre forbedringer: — at opdrage folk til smag og finere
seder, at bibringe sine læsere visse moralske sandheder i en munter,
slaaende fonn — end paa at undersøge den grundvold, hvorpaa
datidens samfundsliv byggede. Han er en udpræget praktisk natur..
Det viser sig baade i hans filosofi og hans historieskrivning. Og
han var praktisk i den forstand, at han gik ud fra det bestaaende
og gjerne reformerede ogsaa i det smaa. Uden tvil hæver han
sig til en kritisk overlegenhed, et klarsyn og en human tolerant
livsbetragtning, der i hans tid var høist ualmindelig, men han gaar
ikke gjerne til et aabent brud med den herskende tankegang, han
er reformator uden at være banebryder, han er fremfor alt ikke
revolutionær, han er særdeles fornøiet, naar han kan berolige
sine tvil.
En dristigere aand end Holberg er filosofen Frederik Christian
Eilschov, en af de merkeligste tænkere, Danmark har havt. Han
døde allerede 1750, 25 aar gammel. Montesquieu, som var vel
kjendt og beundret baade af Holberg og Eilschov, har uden tvil
havt megen betydning for den sidste. Ogsaa Voltaire og Fontenelle
har influeret paa ham*). I religiøs henseende bryder han med
ortodoksien. I fortalen til sine „Philosophiske Breve" mener han,
at man maa gaa ud fra den naturlige religion — fornuftens
retfærdige lov — for at komme til den aabenbarede. Det er en
lignende deisme, som den vi finder hos Locke eller kanske endnu
mere overensstemmende med den, vi møder hos Tindal i hans verk
af 1730: „Kristendommen lige saa gammel som verden". „Den
naturlige religion er den virkelige, den sande," siger Eilschov, „men
jeg negter ikke, at Guds vilje ogsaa kan fremtræde gjennem
aabenbaring." Tindal mener, at den indre og ydre aabenbaring, —- med
andre ord den religion, der er sand ifølge fornuften, og den, der
er sand ifølge aabenbaringen, begge indeholder Guds vilje og alene
er forskjellige i sin fonn. Kristendommen er saaatsi en fornyelse
af den naturlige religion.
Som tænker er Eilschov grundigere end Holberg, hans stil er
*) Af Voltaire har han oversat „Zadig eller Skæbnen", en østerlandsk
Historie (1750). Af Fontenelle: „Samtaler om flere end En Verden" (1748).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
