Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
renere clansk, ofte klar og fyndig. Han er i alle henseender forud
for sin tid. Ikke mindst merkværdig er hans opfatning af dyrelivet.
Paa en tid, da man almindelig manglede blik for tilværelsens
sammenhæng, da man efter Descartes betragtede dyrene som sjælløse
organismer, der førte et slags mekanisk liv, antar Eilschov, at
dyrene har sjæl, en fornuftig naturdrift, de har sit eget sprog og
følelsesliv. Han er kanske den første i Norden, som kræver
dyrebeskyttelse. Han ønsker, „vi havde i vore Stater en egen Øvrighed
og en egen Domstol, som skulde have Indsigt meel Borgernes
Omgang og Medfart mocl Dyrene."
Eilschov og Holberg er den humane aanclsretnings store
repræsentanter før 1750. Efter 1750 regner man — naturligvis
noget vilkaarlig — den nye tid, „oplysningsperiodens I
virkeligheden er det reformatoriske arbeide, som karakteriserer denne,
nøie knyttet til Holberg og Eilschovs livsverk. Deres gjerning
optoges i slutten af femtiaarene af to unge mænd, der ligeledes
havde studeret Montesquieu og Voltaire meel udbytte. Det er J. S.
Schneeclorf og Tyge Kothe.
Det forekommer mig, at den reformatoriske bevægelse i forrige
aarhundrede kan siges at falde i tre faser*): i det første tidsrum
kommer clen hyppig tilorde i filosofiske undersøgelser — af en mere
eller mindre populær beskaffenhed, — eller iklæder sig en æstetisk
form. Filosofen Tyge Kothe og æstetikeren Klaus Fasting er hver
paa sin maade repræsentative. Begge er cle gjennemtrængte af
den franske humanisme, begge fordomsfrie og fint dannede mænd,
varmt interesserede i den kulturelle udviklingskamp. Men de nye
tankers praktiske udtryk har de endnu ikke fundet: Rothe er mere
filosof og Fasting mere æstetiker end politiker. Det agitatoriske
anstrøg: karakteren af en social propaganda blandt det brede
publikum — havde bevægelsen endnu ikke faaet; heller ikke er der
den gjentagne ihærdige appel til magthaverne, som en politisk
presse pleier stille.
En politisk presse begynder man først at kunne konstatere om-
*) Jeg tar her,ved ikke hensyn til de talrige obskure paskiller og
pamfleter, som til enkelte tider (under Struensee samt omkr. 1790) fremkom i saa
stor mængde, at man ikke kan overse dem ved en nærmere behandling af
datidens litteratur — ligesom de ingenlunde var uden indflydelse paa litteraturens
vilkaar: de anonyme skriblere og oppositionelle forfattere blev slaaet sammen.
I nittiaarene mente man endog, at „aristokraterne" leiede pamfletister til at
skrive smudsige og revolutionære artikler for snarest muligt at hidføre en
reaktion.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
