Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Mænd og verker fra den norsk-danske „oplysningsperiode“ - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
lige før 1784, „en mere modtagelig Stemning for Friheden som en
ældgammel Folkearv".
I 1788 satte bevægelsen endelig frugt. Der er to mænd, som
i første række har æren herfor. Det er Christian Reventlow og
Christian Colbjørnsen. Det var Reventlows forestilling, der aabnede
de forhandlinger, som førte til stavnsbaandets løsning, trolig
arbeidede de sammen i landbokommissionen, og da de jydske jorddrotters
klage truede meel at nedbryde deres verk, var det Colbjørnsen, som
ved sit energiske tilsvar bar den endelige seier hjem.
Begge var de frisindede, humanttænkende mænd, Reventlow
mildere, et blødere temperament, fredeligsindet og varmtfølende,
af en stilfærdig religiøsitet, — Colbjørnsen mere myndig, en
virksom og kraftig natur, uden følsomme skrupler, en praktisk
statsmand, der vistnok ansaa clet for vigtigere at beskytte de danske
bønder end den danske presse. Det var efter hans mening
nødvendigt at haandhæve regjeringens anseelse saavel mod
rnagtbegjærlige jorddrotter som mod nærgaaende skribenter. Han er en god
repræsentant for det „oplyste enevælde"s politik. Naar man blot
ikke gik kronens ret og ære for nær, var han en tolerant og
reformvenlig mand. Nogen forandring tør hans synsmaader i
revolutionsaarene ha undergaaet. Da P. A. Heiberg blev dømt for
sin vise i anledning af „indtoget", var Colbjørnsen ingenlunde
for-nøiet hermed. Og da Rahbek er bekymret for sin kjære
„skrive-frihed", trøster Colbjørnsen ham (novbr. 1790) i følgende ord:
„Vær De og hver Fædrelandets, hver Friheds og Videnskabernes
Ven tryg. Lænkerne brydes ikke paa eet Sted for at smeddes
til et andet. De tages ikke af Bonden for at lægges paa
Philo-sophen."
P. A. Heiberg vil ha det til, at det var personlig uvilje mod
ham fra Colbjørnsens side, der mere end noget andet var
bestemmende for regjeringens strenge holdning mod ham baade før og
efter landsforvisningen. Det synes neppe antageligt; regjeringens
og Colbjørnsens holdning ligeoverfor pressen er i den sidste del
af nittiaarene konsekvent. Baade pressesagerne og Colbjørnsens
optræden ligeover.for den fredsommelige Nyerup, som havde begaaet
den uforsigtighed midt i revolutionstiden at trykke et frisindet
for-fatningsudkast af Suhm fra syttiaarene, tyder paa, at bondefrihedens
talsmænd nu var kommet til clet resultat, at „filosofernes" frihed
maatte begrænses efter ikke altfor tøielige loyalitetshensyn.
I religiøs henseende var Colbjørnsen vel nærmest indifferent.
I et brev til Nyerup illustrerer Rahbek dette ganske morsomt:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
