Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Biografiske skisser. Arne Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
vacuum, og han saa jo intet andet valg for sig end: kristendommen
eller tomheden.
Saa skrev han altsaa teologi; apologi — for han var ræd, at
de moderne fritænkere skulde komme og ta dette hans livshaab
fra ham. Især var han ræd Georg Brandes, som han var begyndt
at læse, og som havde en voldsom indflydelse paa ham; han lærte
meget af ham, og han likte ham udmerket, men følte med rædsel,
hvorledes han undergrov hans forsøg paa at opmure sig et
kristeligt standpunkt. — Garborgs apologi var i øvrigt af en lidt
eiendommelig art. For mængden skulde det være apologi; ingen maatte
merke, at han tvilte. Men for de indviede, teologerne, dem han
tænkte sig som Zions vogtere, speidende efter enhver fare, skulde
hans artikler samtidig indeholde tilstrækkelige antydninger om,
hvilke spørgsmaal det var, som voldte ham og folk af hans art —
vanskeligheder. — De vilde nok komme og greie alle spørgsmaalene
for ham ; han udfordrede dem gang paa gang med megen kløgt og
list og ventede. De kom dog ikke.
Men fritænkerne kom, Brandes, Sars, Renan, Darwin, Taine.
Han strittede imod af al magt; ti han kjæmpede for sit „eneste
livshaab". Hans liv begyndte at bli en tærende indre lidelse, en
kamp saa saar, at den til tider angreb ham rent legemlig. Og
alene gik han meel det alt sammen, kunde ikke snakke med nogen;
for han vilde ikke tilstaa, at han tvilte og derved svække ogsaa
andre, som han. netop selv trængte at støtte sig til. Og da han
ikke kunde faa teologerne til at komme til sig, saa gik han til
teologerne o: han gav sig til at studere apologier.
Men det førte ikke til det forønskede resultat. Ti
sammenligningen mellem det, som disse bragte tiltorvs, og det, som kom
fra den anden side, var mere end farlig, den var knusende. Post
efter post maatte — efter det seigeste forsvar — opgives; skanse
efter skanse faldt. Til sidst maatte han i sit stille sind indrømme,
at stillingen var fortvilet. Alt var gjennemhullet af refleksion. Han
stod paa en gyngende myr; hvor han satte foden frem, gav grunden
efter. Alligevel vilde han ikke opgi alt. Han indrettede sig paa
en slags resignation; han vilde trække sig tilbage fra kampen,
forsøge at ta det folkeligt og enfoldigt og la de andre slaas. Han
vilde arbeide for folket og ialfald der holde det kristelige oppe saa
længe som muligt, for der var det jo nødvendigt.
Saaledes reduceret og egentlig temmelig dybt fortvilet greb
han med begjærlighed idéen om maalarbeidet som en rednings-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
