Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - M. Prozor: Gunnar Heiberg i Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
havt synderlig tid til at tænke over! Han behøver kun at vise ham
livets elendighed, dets ynkelige kampe og seire og døden, som
behersker alt. Og saa vender han ryggen til den sterke mand, til ’hans
elendige seier og til hende, som er dens gjenstand, og han gaar bort,
efter at ha kastet pistolen, som en pludselig opblussen havde trykket
ham i haanden.
Men hvem har det sidste ord i dette møde mellem kjødet og
tanken? Det er kvinden, som i sine impulser, snart ømme, snart
grusomme, snart ædle, snart lumpne, kun adlyder et mægtigt instinkt,
kvinden, hvis svimlende lykke er skabt af blod og sanser, og ikke
al ærgjerrighed og tanker, kvinden, det herlige og stolte dyr, som kun
har foragt og medlidenhed for alt det, som ikke hører til hendes stolte
rige, kjærlighedens, skjønhedens og livets rige. Hun bryr sig ikke
om tanken, undtagen naar tænkeren er skjøn, ikke om handlingen,
undtagen naar helten er sterk. Hun forlanger kun én ting: at man
kommer ind til hende ad indfaldets balkon, saa at hendes
indbildningskraft kan optændes og hendes alkove bli varmere. — Den liderlige,
latterlige, hæslige olding, som personificerer det borgerlige samfund,
— lad ham vogte sig for at vove sig ud paa denne balkon! Den vil
briste under hans fødder og styrte ham ned, saa han knækker halsen.
Og vel og bra er det. Naar Julie saaledes er blevet kvit sin
egte-mand, falder hun paa knæ og udbryder i taksigelser. . Strindberg vilde
ha slynget hende sit anatema i ansigtet; men Heiberg synes at beundre
hende og sikkert eiskér han hende. Derfor har norske moralister
raset imod ham og lyst ham i ban, mens den oprørske ungdom
tiljublede ham sit bifald, og Henrik Ibsen ikke la skjul paa sin
beundring for den unge dramatikers nye arbeide.
Det vakte et voldsomt røre. Ansvarlighedsspørgsmaalet blev
bragt paa tapetet. Fra Julie gik man over til Hedda Gabler, hendes
søster, og Hilde Wangel, hendes kusine. Man fordømte nu ogsaa dem
saavelsom deres digter; endelig benyttede man anledningen til endnu
engang at kaste sig over Georg Brandes, der betragtes som den første
ophavsmand til al denne opløsning. Ibsen trak paa skuldrene, Brandes
svarte hvast paa angrebene, Gunnar Heiberg skrev „Det store lod;’,
som var utilsløret anarkistisk, og hvor der ved siden af udmerkede
scener, fulde af kraft og liv, er altfor megen forvirring, altfor mange
grove effekter og grelle farver.
Kanske vilde ikke moralisternes harme med saadan voldsomhed
ha vendt sig mod Ballonen, hvis slutning jo til en vis gracl for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
