Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Heinrich Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165
lia en madonna! Kan den himmelske erstatte mig den jordiske? Jeg
vil beruse sanserne. Kun i mystikens uendelige dybder kan jeg
af-vælte min uendelige smerte. Hvor ynkelig synes mig vor viden i sin
betlerkappe — — — „Vorder som cle smaa børn", længe indbildte
jeg mig at forstaa det. O jeg naragtige nar! De smaa børn tror."
I disse ord af en syttenaarig ulykkelig elskende yngling har vi
Heine helt: Hans tøilesløse subjektivitet, hans trang til religiøsitet,
hans beruselse i begeistringen. Saa er han bestandig: snart — som
i Der neue Adam — er paradis ham et helvede, naar ét træ er ham
forbudt, snart hører vi hengivelsens milde tone som i Die Walfahrt
nach Kevlaar med dens omkvæd Gelobt seist du Marie! Snart spotter
lian kristendommens dogmer; men ikke mindre bidende er lians haan,
naar rationalismen vil bortta underet: det var ikke a f ravne Elias
blev næret, nei, det var med ravne, med stegte ravne, som man
ellers spiser stegte duer. — Og saaledes er ogsaa et dobbelt forhold
ved hans begeistring. Begeistring virkede ligesom smittende paa
Heine. Selv naar han ser, at kommunisternes idealer betyder
undergang for den skønhedsverden, hvori han har sit liv, selv da udøver
den, som den forkyndtes af begeistrede tilhængere, et trylleri paa lians
sjæl, han ikke kunde modstaa. Men i hans begeistring blander der
sig saa let et beruselsens moment. Selv naar han tilraaber de unge
sit fremad „Lass dich nicht kirren, lass dich nicht wirren", saa ender
det i Sarclanapalstenmingen, som Brandes træffende kakler det: de
skjønne kvinders hyldning eller deltagelse.
O süsses Verderben, o bluhendes Sterben
Berauschter Triumphtod zu Babylon.
En saadan beruselsens begeistring taaler ikke livet i dets
nøgternhed, og Heine tilstaar det 0111 sig selv, han taler om sin „trodsige
frækhed, bundløse gemytsblødhed og uberegnelige forrykthed". Han
forlod sine fædres tro og skriver herom: „Alt er ikke saa alvorlig
ment, — jeg har heller ikke kraft til at bære (det jødiske) skjæg og
la folk raabe „Judenmauschel" efter mig." Navnlig er den parallel
karakteristisk, som han drager mellem Goethe og sig selv. „Han
(Goethe) er oprindelig en let levemand, hvem livsnydelsen er det
høieste, og som vel undertiden føler og aner og i sine digte udtaler
livet for og i ideen, men aldrig har fattet det dybt, og end mindre
levet det. Jeg derimod er oprindelig en sværmer, d. e. indtil opofrelse
begeistret for ideen og har altid trang til at sænke mig ned i den;
deiimod har jeg forstaaet livsnydelsen og fundet behag deri, og nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
