Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Heinrich Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
romantik meel rationalismens spot — Heine hørte som 14-aarig
filosofiske forelæsninger af en voltairiansk geistlig og blev opdraget ved et
katolsk lyceum. Revolutionskrigene kastede hans fødeby Düsseldorf
som en bold fra statssystem til statssystem og forøgede den følelse
af at være løst fra enhver bestemt ståt, som allerede Heines jødiske
ekstraktion havde nedlagt hos ham. Og op af revolution’skrigene steg
Napoleon, herskeren af sin egen guddoms naade, hvis personligheds
tryllemagt neppe nogen har git et saa storartet udtryk som Heine
i sit digt Die Grenadiere. Det preussiske herredømme over
Rhinlandene, som Wienerkongressen skabte, mødte Heine kun med
rhinlænderens hele antipati: han vil ribbe den preussiske ørn og hakke
af dens klør (Dtschld. kapit 3).
Alle disse tendenser med sine næsten forvirrende modsætninger
findes hos Heine forenede paa en næsten forvirrende maade.
Hemmeligheden ved denne komplicerede natur er, at han mangler den indre
udvikling, kun kjender virtuosens udvikling i sikkert herredømme over
sit sprog og sin kunstform. Naar Goethe i sine breve skuer tilbage
paa sit liv er hans stadig tilbagevendende udraab : „Wie viele Haute
habe ich seit dem abgestreift!" Heine har aldrig skudt ham; hos
ham blev alting hængende ved: følelsesfinheden i dens primitivitet og
smudset i dets raffinerede raaddenskab, religiøs trang og blasfemisk
spottelyst, weltschmerz ved siden af overgiven livslyst og
filisterbehagelighed, yderliggaaende liberale tendenser ved siden af
aristokra-tiske og royalistiske. Naar Rahel Varnhagen fortæller sin mand, at
hun gav Heine den gyldne regel: „Sei wesentlich", saa er det
karakteristisk for Heine, at han aldrig har fulgt den: han mangler det
helstøbte.
Paa’ en forunderlig maade slaar modsætningerne os imøde hos
Heine. I det samme brev (til sin ven Sethe) raaber han i blasfemisk
trods:
Dem Teufel meine Seele,
Dem Henker sei der Leib
Doch ich allein erwähle
Für mich das schönste Weib.
Saa kommer forfærdelsen: „Hu! Gyser du ikke, Christian. Gys
kun, jeg gyser ogsaa. Brænd brevet, Gud være min arme sjæl naadig.
Jeg har ikke skrevet disse ord. Der sad en bleg mand paa min stol,
han har skrevet dem. Det kommer af, at det er midnat. O Gud,
vanvid synder ikke." Saa igjen en sygelig troestrang: „Jeg maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
