Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
iældet. „De kan da ialfald nynne med omkvædet," sa fruen — og
imponeret af min ligesaa myndige som elskværdige værtinde, passede
jeg paa som en smed for at falde ind i rette øieblik, idet jeg med
et fortvilet ansigt raabte:
„Habaha, hobolio",
hver gang omkvædet krævede det.
I en større middag hos fru Heiberg, hvor ogsaa biskop Martensen
var tilstede, nød jeg den ære at lia fruen tilbords. Det var første
gang, jeg var gjest hos Danmarks berømte kunstnerinde. Ved bordet
overrakte hun mig i taushed, med et stille smil, en deilig, purpurrød
rose, som hun havde baaret i haanden lige fra min indtræden.
Rødmende af undseelse og lykke ståk jeg rosen i knaphullet paa min
kjole. Der var noget symbolsk i den lille handling, syntes jeg. En
blomst, skjænket af hendes haand, betød for mig som et godt varsel,
ja som en indvielse til forfatterbanen —
Længe gjemte jeg denne rose trofast, indtil den ved et ulykkeligt
tilfælde kom bort for mig.
Eru Heibergs konversation var meget fængslende. Hun valgte
ikke høie, abstrakte emner, hendes tale dreiede sig mest om
fremragende personligheder, som hun havde kjendt, og var fuld af pikante
smaatræk, som hun havde afluret livet og kunsten.
Da jeg nævnte Ibsens navn, fortalte hun mig, at den stoi’e digter
havde været i hendes hjem, og hvor forbauset og nedslaaet hun var
over hans usædvanlige taushed. Man kunde næsten ikke faa et ord
ud af ham.
„Tænk at sidde ved siden af slige guldminer uden at kunne
trænge ind i fjeldet," ytrede hun.
Forholdet til fru Heiberg udviklede sig senere, under mit
mangeaarige ophold i Kjøbenhavn, til et sikkert venskab, der varede lige til
hendes død. Ofte havde jeg den glæde at besøge hendes hjem, hvor
jeg traf mænd som biskop Martensen, geheimeraad Krüger, gamle
Madvig etc. Jeg kunde fortælle meget om fru Heiberg, om hendes
varme hjerte, hendes fine aand og indtrængende menneskekundskab,
men det faar gjemmes til en anden leilighed.
Det faldt mig tungt at forlade Danmark og reise videre. Jeg
kom derned i de første dage af juni, da bøgeskoven endnu stod i sin
første, uberørte pragt, og var aldeles henrykt af denne danske natur,
der er saa forskjellig fra vor som en blondine fra en brunette, og
clog saa skjøn i al sin jevne, fordringsløse blidhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
