Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Den lysegrønne bøgeskov, det blaa, smilende sund, cle kornrige
marker, og alle de sorgløse, venlige, meddelsomme mennesker,. der
kun vil vide af glæden, og som ignorerer sorgen eller ilivertfald
strør blomster over den, — alt gjorde et dybt indtryk paa mig. I
disse herlige sommermaaneder lagdes roden til en kjærlighed til
Danmark, som senere i livet gjorde, at jeg gang paa gang, undertiden
syg og beriget med bitre erfaringer, vendte tilbage dertil som til et
andet hjem. Jaj Danmark skylder jeg meget — — —
Turen gik videre til Tyskland. I Bayreuth saa jeg de berømte
Wagnerforestillinger og havde clet helcl at træffe Liszt, der med sit
lange, graa haar og sin store næse aldeles lignede cle fotografier, jeg
havde seet af ham.
Sammen meel Grieg blev jeg inviteret til en soiré i Wagners
villa „Wahnfried", hvad der maatte betragtes som en stor uclmerkelse,
da Bayreuth i denne sæson var fuld af prinser og berømte kunstnere,
eier alle havde aflagt mesteren sin visit. Vi maatte altsaa regne os
mellem de faa udvalgte. Clrieg var dog ikke oplagt til at gaa ud
clen aften, og jeg maatte altsaa renoncere paa en nydelse, som jeg
paa en barnlig maade havde glædet mig til. Af tyske bekjendte
erfarede jeg dog næste dag, hvordan soiréen var løben af. Beundrere
af den store komponist overrakte ham i aftenens løb en svær
laurbærkrans af massivt gulcl. Wagner satte kransen paa hodet, og bar den
hele aftenen, hvad eier virkede høist pudsigt, da han var en usædvanlig
liden mand og tilmed var helt hverdagslig klædt, i en sort, langskjødet
frakke og lysegraa bukser. Man kunde ikke betragte ham uden at
trække paa smilebaandet.
Det var i Bayreuth, at Grieg en dag pludselig sagde til mig :
„End om vi tog os en liden tur ned til Ibsen og hilste paa
ham?"
„Ibsen! Henrik Ibsen?"
„Ja, hvem anclen! — Han bor for tiden i Gossensass. En halv
dagsreise med jernbanen — saa er vi der."
„Tror du, han vil modta os?" spurgte jeg aandeløs.
Grieg smilte af min bevægelse. Reisen var for hans
vedkommende ikke saa lidet af en forretning. Han skulde tale med „Per
Gynt"s digter om musiken dertil. Stykket skulde gaa netop det aar
i Kristiania.
Næste dag sad vi i kupéen. Taus var jeg den største del af
veien og lod de vekslende landskaber ligegyldigt glide forbi mig. Jeg
tænkte uafladeligt paa Ibsen. Derhjemme havde jeg læst hans
digtning om og om igjen, men formaaede ikke altid at trænge ind i dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
