Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181.
han, „Kongsenmernes" udødelige digter, alene i glemselen, alene med
sin kolossale ærgjerrighed og sine store tungsindstanker —
Vort eget norske teater var dengang begyndt, dog endnu
kjæm-pencle med danske sympatier om sin ret til at eksistere. Da Ibsen
indsendte til det et af sine senere saa berømte skuespil, fik han det
tilbage med den bemerkning, at direktionen havde besluttet indtil
videre ikke at opføre stykker af norske forfattere.
En opmuntrende udtalelse for den mand, hvis digtning udelukkende
var beregnet for scenen, hvis hele liv skulde være viet det norske
drama, og tilslut gi det en æresplads i Europas øine!
Apropos „Kongsenmerne"! Man har sagt, at Ibsen blot brugte
seks uger til at nedskrive dette mesterverk, hvorimod han anvendte
flere aar paa udärbeidelsen af „Kjærlighedens komedie". Sandheden
er, som Ibsen engang sa mig, at han i hele ti aar har digtet paa
„Kongsenmerne", hvis ide han allerede undfangede, da han som ungt
menneske første gang læste Munchs „Det norske folks historie".
Hver aften spiste vi nu sammen i „Brauhaus", og disse aftener
vil hele mit liv bli mig uforglemmelige. Alt staar saa lyslevende for
min erindring, som da jeg for tyve aar siden oplevede det —■ Den
lille, venlige stue med madonnabilledet paa Væggen, værten, den unge,
gemytlige tyroler, der kunde latin og italiensk (han havde
gjennemgaaet et gymnasium), aftensmaden, der i regelen bestod af skinke og
speilæg, dertil hjemmebrygget øl eller simpel landvin og en klase druer
til dessert, de omvandrende citar-spillere, der nu og da til min glæde
og Griegs skræk indfandt sig — og saa vore samtaler, der fra de
mest dagligdagse emner udvidede sig til en debat af livets høieste
problemer! Jeg erindrer saaledes godt, at vi en liel aften talte om
udødelighed, om der overhodet gives nogen . . . Hvor andægtig
lyttende sad jeg ikke, naar Ibsen, efter langt forbehold, endelig sa sin
mening!
Ibsen var hele dagen ordknap og utilgjængelig. Han indbød mig
ofte til späsertUre, meii mælte ikke et ord. Af respekt for ham gik
jeg ligesaa taus, mens jeg med min stok huggede hodet af alle de
uskyldige blomster langs veikanten. Han undlod dog ikke ved afskeden
at takke mig for det „behagelige selskab", hvad jeg med et smil
hørte paa.
Om aftenen tøede han dog i regelen op og blev meddelsom og
munter. Grieg havde en egen evne til at faa ham’ paa glid. Ogsaa
Lorentz Dietrichson, der tilligemed frue og datter havde sluttet sig til
vor lille koloni, forstod denne kunst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
