Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: Min første udenlandsreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182.
Naar Ibsen var i det hjørne, kunde han bli humoristisk og
fortælle med en sagte, klukkende latter livsindtryk og anekdoter eller
morsomme oplevelser fra sin ægyptiske reise — en fortællemaade, der
mindede os om, at vi befandt os ligeoverfor „Per Gynt "s fantasirige
skaber, „Per Gynt", der i sin blanding af ødsel fantasi og glimrende
lune, af national raahed og genialitet er som bygget over Ole Bulls
og Asmund Yinjes forenede skikkelser . . .
En aften gav han os en malende skildring af Suez-kanalens
aab-ning, som han jo selv havde været vidne til. Jeg syntes, jeg saa
alle de brogede scener og figurer for mig, især dvælte min tanke ved
keiserinde Eugénie, der deilig og bedaarende som en ny Kleopatra i
„gylden , snekke med røde purpurseil" kom seilende i triumf ned ad
Nilen ..... .
Ibsen gik med en sjælelig blufærdighed, der ikke er almindelig
hos digtere, afveien for alle seksuelle emner. Det erotiske element,
der spiller saa liden rolle i hans digtning, traadte heller ikke frem i
hans tale. Den strengeste gamle jomfru kunde høre paa hans
oplevelser uden at rødme.
Noget begeistret udtryk, brusende ord, der pegte tilbage paa et
dybere følelsesliv, kan jeg ikke mindes, at eier undslap Ibsen. Han
var negationen selv. Og dog har denne mand — saa siger hans
artiumskamerater — i sin ungdom været en blød, følelsesfuld,,næsten
sentimental natur, og utrykte breve og digte fra den periode stadfæster
ytringens sandhed. Men den samme kolde haand, der lukkede hans
veltalende mund, la sig ogsaa tidlig som en frost over hans varme
hjerteliv . . . Selv skriver han jo etsteds:
„Jeg tror, jeg merker i bringens hvælv
alleslags tegn til forstening."
For ikke yderligere at saares af verden, byggede han en skal
af satire over de myge, ømfindtlige steder , . . Hjertet døde
efterhaanden og med det drømmene om personlig livslykke, døren til
kjærlighedens og venskabets verden sloges haardt i; børn, blomster, musik,
alt, hvad vi andre elsker, blev ham ligegyldigt — men tanken
derimod tog stedse høiere og høiere flugt mod uendelighedens „vidder".
Intet problem blev nu for dristigt for hans granskeraand. Ja, i sin
tanke spandt han sig inde som silkeormen i sit svøb, saa at han tilslut
i sin ensomhed kunde si med Piaten:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
